Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

269 NOGLE TRÆK AF DYRELIVET UNDER OG STRAX EFTER ISTIDEN. 270 samme Forhold som de ovenfor omtalte Mammut- Lig. Blandt de interessanteste Levninger fra de britiske Alluvial-Lag maa fremdeles nævnes Hoved- skallen af Uroxen (Fig. 4), et Dyr af kæmpe- mæssig Skikkelse. I British Museum findes en prægtig Samling af Levninger af dette Dyr*), der i hine fjerne Tider streifede om i Englands Skove, og om hvis Størrelse man kan danne sig en Forestilling ved Maalet af dets Hornsteiler. Disse kunne have en Længde af 3 Fod, medens Panden mellem Steilernes Udspring er én Fod bred. Af den Bisonoxe, hvis Knokler fandtes i Kirkdale- Hulen, har man ligeledes fundet Levninger i Themsens Dynd- og Grus-Afleiringer tillige med Rester af Bjørnen, Løven, den irske Kæmpehjort, Flodhesten og Hesten. Dette sidste Dyr synes at have været almindeligt udbredt over de britiske ©er, men efter de fundne Skeletdele at dømme opnaaede denne vilde Hesteform Fig. 4. Hovedskal af Uroxen. ikke en saa be- tydelig Størrelse som vore tamme Heste. Man kan lige saa lidt for den nævnte Hesteforms som for flere af de andre samtidige Dyrs Vedkommende angive Tiden for deres Uddøen. Bæveren, som nu er for- dreven til de nordligste Egne af Europa og enkelte Steder ved de mellemeuro- pæiske Floder, byggede tidligere sine kunstige Boliger og Dæmninger i Them- sen og mange andre britiske Floder, hvilket fremgaar af de talrige Fund, som man under Londons Gader og andre Steder har gjort af dens Skeletdele sam- men med de i det Foregaaende omtalte Dyr og flere andre. Forøvrigt er Bæveren først langt senere bleven udryddet i Storbritannien, thi endnu i det ellevte og tolvte Aarhundrede levede den ved Floderne i Skotland og Wales. Vi ville nu betragte de Dyrelevninger, som findes i Tørvemoserne og Sø-Afleiringerne. Op- lysninger herom erholde vi allerbedst i Irland, hvor der dog, uagtet Levningerne af denne Oes berømte Kjæmpehjort (Ceruus euryceros) ere fundne i et meget stort Antal, ikke er truffet nær saa mange uddøde Dyrearter som i Storbritannien. Hvad enten dette nu hidrører fra, at Landets fysiske Forhold eller Klimaet ikke frembød saa gunstige Betingelser for de øvrige Dyrs Liv, eller om andre Grunde have været medvirkende til, at den daværende Pattedyr-Fauna var mindre artsrig, — nok er det, at ved Istidens Slutning var Ir- land bedækket af en utallig Mængde Smaasøer, i hvilke den herlige Kæmpehjort slukkede sin Tørst. De Levninger, som man hidtil har fundet af dette Dyr i Mergellagene paa Tørvemosernes Bund, repræsentere flere Tusinder Individer, og enkelte af de optagne Skeletter ere saa fuldstæn- dige, at de ikke mangle en eneste Knokkel. 1 Modsætning* 1 til de Levninger af Kjæmpehjorten, der findes i de engelske Huler, frembyde de ikke det mindste Spor af at have været udsatte for Rovdyrs eller Menneskers Behandling. I Virkelig- heden blev Kæmpehjorten vistnok ogsaa kun efter- stræbt af Bjørne og Ulve, thi hverken Lover, Pantere eller Hyæner, der — saaledes som vi af det Foregaaende have seet — paa den Tid levede i England, synes at have fundet Vei til Skot- land eller Irland, hvor man i det Mindste hidtil ikke har truffet noget som helst Spor af deres Fore- komst. Det Samme gjælder om Men- nesket, der heller ikke synes at have beboet Irland samtidigt med den irske Kæmpehjort. Blandt alle de Pattedyr, der have levet paa vor Jord, er der sikkert kun faa, som have kunnet maale sig med Kæmpehjorten i Skjønhed. Den fuld- voxne Han maalte 14 Fod fra Spidsen af Takkerne til Jorden, og Afstanden mellem Takkernes Spidser beløb sig til 12 Fod (Fig. 5 og 6). Kraniet (Hoved- skallen) med Takkerne veier i mange Tilfælde henimod 80 Pund, og Dyret maa saaledes i levende Live have baaret en Vægt af ikke langt fra 100 Pund paa sin Hals. Dette i Forbindelse med Takkernes uhyre Størrelse var sikkert til stort Besvær for Dyret, naar det skulde svømme over en Indsø eller bane sig Vei gjen- nem en Skov. I Virkeligheden taler ogsaa den fuldstændige Mangel af Hovedskaller uden Takker (tilhørende Hinder eller unge Dyr) noget for den Antagelse, at Hjortens prægtige Takker have bi- draget til dens Undergang, og dette bekræftes yderligere ved den Omstændighed, at man kun yderst sjeldent finder Kranier af mandlige Indi- vider, som have fældet Takkerne og endnu ikke have faaet de nye udviklede. De fleste af de *) Ogsaa i flere af de skandinaviske Museer (saaledes i Kjobenhavn og Lund) findes mere eller mindre fuldstændige Skeletter af Uroxen fra danske og svenske Torvemoser. Nærmere Oplysninger herom findes i Slutningen af denne Artikel.