Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

793 KOLONIER OG ARBEJDSDELING HOS NOGLE LAVERE DYR. 794 Fysiognomier. Fig. 7 viser os en af de hos os hyppigst forekommende Arter (Flustra foliaced). I Dyrets forreste Ende findes Mundaabningen, omgiven af Tentakler, der enten ere ordnede i en toarniet, liesteskoformigt krummet Bue eller ogsaa danne en Krands omkring Mundaabningen. Disse Tentakler ere besatte med Fimrehaar, ved hvis Be- vægelser der frembringes en Strømning i Vandet, hvorved de mikroskopisk smaa Organismer, som udgjøre Bryozoernes Føde, føres lien til Munden. Den forreste Del af Dyret kan tillige med Ten- taklerne udstrækkes af den bægerformige Celle, hvori det sidder, og ligeledes trækkes helt til- bage i denne, og' hos nogle Former, de saa kaldte »Klap-Bryozoer« (Phylactolemata) lindes der over Mundaabningen en Slags Klap eller Laag, som afvexlende løfter og sænker sig. Fordøielses-Organet er frit ophængt i Krop- hulen og' danner en bugtet Slynge, saa at Mund- og Tarmaabning komme til at ligge nær ved hinanden. Hjerte og Blodkar-System mangle, og Næringsvædsken, som fylder Krophulen, sættes i Bevægelse ved Hjælp af vibrerende Cilier og Muskel-Sammentrækning. Imellem Mundaabningen og Tarmaabningen findes et Nerveganglion, og lios visse Bryozoer har man fremdeles opdaget et saa kaldet Koloirial-Nervesystem, som strækker sig g'jennem hele Dyre-Kolonien, sætter alle dens enkelte Individer i Forbindelse med hverandre og sandsynligvis virker som bestemmende Enhed mellem denne Mængde af Individer. Hos adskillige Bryozoer forekommer der et Par liøist eiendommelige Organer, som man har benævnet »Avikularierne« og »Vibrakula- ri er ne«. De første af disse have en vis Lighed med et Fuglehoved med Næb, hvis Kjæber af- vexlende aabne og lukke sig, saa længe Dyret er i Live. Vibrakularierne derimod løbe ud i en temmelig lang Borste, som uafladeligt gjor en svingende Bevægelse, og- man har antaget, at Formaalet hermed dels er at holde Bryozo- stammen ren, dels — lige som Avikularierne — at tjene som en Slags Forsvarsvaaben. (Frit oversat af Udg.) GEYSERE. AF W. F. BARRETT. Der er ikke mange Naturfænomener, der øve en saa mægtig- Indflydelse paa Menneskets Sind som Geyserne. Det er almindeligt bekjendt, at man ved en »Geyser« forstaar en varm, sprudende Kilde, der fra Tid til anden bryder op med større eller mindre Kraft, og' de fleste af vore Læsere vide vist nok ogsaa, at saadanne Kilder forekomme ikke aleno paa Island, men ogsaa paa mange andre Steder af Jordkloden. Saaledes findes der flere paa Ny-Zeeland og navnlig' inden for et lille Omraade i Nordamerika, det saa kaldte Yellowstone-Distrikt. Uagtet man fra Arilds Tid af har kjendt saadanne hede Kilder, er det dog først i vor Tid lykkedes at give en nogen- lunde tilfredsstillende Forklaring af Fæiiomenet, men endnu staar der dog flere Punkter uopklarede tilbage. I det Følgende skulle vi beskjæftige os nærmere med Geyserne, og' vi ville begynde vor Fremstilling med dem, som findes paa Island, da disse baade have været længst kjendte og tillige have været Gjenstand for de nøiagtigste Under- søgelser. Islands Geyser - Omraade ligger ved den sydlige Rand af det store Isplateau, som indtager øens nordlige Halvdel, i omtrent sydostlig Ret- ning fra den bekjendte Vulkan, Ilekla, der kun ligger i nogle faa Miles Afstand derfra. Den største og mest bekjendte af disse varme Kilder er den saa kaldte »Store Geyser« (Fig. 1), der kan betragtes som en Type for alle andre Geysere.