Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

95 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. 96 Lærvillighed. Hunnerne vise altid stor Omhu for deres Unger, søge paa enhver Maade at be- skytte dem mod Fangstmændenes Harpuner og udsætte derved ofte sig selv for at blive fangede. •Øinene minde i deres Bygning noget om Fiske- nes og andre Vand-Hvirveldyrs og synes, ifølge de gjorte Iagttagelser, at g-jøre det muligt for Hvalen at see paa lang Afstand under Vandet, men derimod at være temmelig uskikkede til Brug ovenfor Vandet. Naar Hvalen er under Vandfladen, hører den saa skarpt, at man i stille Veir maa iagttage den største Forsigtighed, naar man vil søge at komme i Nærheden af den ved at ro. Den yderst snevre øregang- synes derimod ikke at tilstede nogen fin Hørelse over Vandet. Lugteevnen mangler hos de fleste, og kun hos nogle enkelte har man kunnet op- dage svagt udviklede Lugtenerver. Følelsen og Smagen synes ligeledes at være tilstede i en meget ringe Grad, men herom vides der dog intet Sikkert. Hvalerne leve alle af Rov, dels større, dels mindre Havdyr; <J.e ere udbredte over alle Have, og nogle enkelte Arter leve i Ferskvand, nemlig i Ganges og nogle af Sydamerikas større Floder. Efterat vi nu have givet en kort Frem- stilling af nogle blandt de vigtigste Hovedtræk i Hvalernes ydre og indre Bygning, ville vi noget nærmere betragte enkelte af de interessanteste Former, som tilhøre denne Dyregruppe. Man har inddelt Hvalerne i to store og fra hinanden let adskillelige Afdelinger: Tandhvaler og Bardehvaler. Tandhvalerne udmærke sig ved, at Munden er forsynet mod flere eller færre i Tænder; de leve af større Havdyr, men ere ude af Stand til at tygge med deres Tænder; Spiseroret er meget vidt, saa at de kunne sluge større og mindre Fiske, Sæler, Blæksprutter o. L. I Almindelighed ere de mindre end Barde- hvalerne, og med Undtagelse af en eneste Art overstiger deres Længde ikke 30 Fod. Denne ene Undtagelse er Kaskelotten eller Spermacet-Hvalen, Physeter macroce- phalus (Fig. 1), der opnaar en Længde af 60 Fod og hører til de for Mennesket vigtigste og- der- for mest efterstræbte Hvalarter. Den forekommer i de varmere Dele af Atlanterhavet og det stille Ocean, men træffes en sjelden Gang ved Englands og Norges Kyster. Munden har kun Tænder i Underkjæben, som er lille og spinkel i Sammen- ligning med den høie og store Overkjæbe, og Hovedet faar derved et høist eiendommeligt Ud- seende. Dette skyldes dog fuldt saa meget et overordenligt omfangsrigt, løst og fedtagtigt Væv, der indtager hele Hovedets øverste og forreste Parti og giver Hovedet en ganske besynderlig Form. I det Indre af denne Fedtmasse findes en stor Hule, fyldt med en flydende, olieagtig- Substans, som indeholder Korn af det i Handelen vel bekjendte Spermacet eller »Hvalrav Dette værdifulde Stof forekommer ogsaa paa andre Steder i Kaskelottens Legeme, men den største Mængde hidrører dog fra den omtalte Hule i Hovedet. Næseborene ligge usædvanligt langt fortil og udmunde over denne fedtagtige Masse. Et andet Stof, hvis Oprindelse i lang Tid var omtvistet, faas ligeledes af denne Hvalart; det er det fine, vellugtende Ambra, som i store, haarde Klumper forekommer i Dyrets Endetarm og enten er en pathologisk Dannelse eller simpelthen, trods sin Vellugt, Dyrets Exkrementer. Man træffer ogsaa ofte Ambraen flydende paa Havet i de Egne, hvor Kaskelotten forekommer i Mængde. Denne mærkelige Hval lever for- trinsvis af Blæksprutter, og- den dykker ofte ned til betydelige Dybder -for at skaffe sig sit Bytte. De gamle Individer ere ondskabsfulde og farlige at komme i Nærheden af, og der kjendes adskillige vel konstaterede Tilfælde, i hvilke de ved at løbe mod Skibe have forvoldet disses Undergang. En anden mærkelig- Tandhval er N a r h v a 1 e n (Monodov monoceros), som udelukkende opholder sig i de nordlige Dele af Nord-Polarhavet. Hannen har i Overmunden en eneste (kun i sjeldne Tilfælde to)*) elfenbensagtig Tand, dér rager lige fortil ud af Munden i en Længde af indtil ti Fod og er skrueformigt snoet helt ud til Spidsen. Denne Stødtand (Hjørnetand) ansaas i Middelalderen for at besidde undergjørende Egenskaber, betaltes med uhyre Summer og an- toges at være Hornet af et Slags fabelagtigt Dyr, Enhjørningen. Vore nordiske Forfædre lik dog, efter Islands Opdagelse og- Bebyggelse, Kundskab om, hvorfra den hidrørte, men de holdt det hemmeligt for de sydeuropæiske Folke- slag, sandsynligvis af økonomiske Grunde. Hos Hunnen er Hjørnetanden skjult i Kjæben. Blandt de andre Tandhvaler skulle vi nævne Hvidfisken (Delphinapterus leucas), der naar en Længde af noget over 20 Fod; den er ens- farvet hvid og er Gjenstand for Fangst i det nordlige Ishav; fremdeles Spækhuggeren (Orcinus orca), der, næst efter de store Haier, er Havets farligste Rovdyr; den angriber de *) Det er altid den venstre, der udvikles; den tilsvarende paa høire Side er og falder i de allerfleste Tilfælde ud allerede i Dyrets tidligste Alder. altid hæmmet i sin Udvikling