Skildringer Af Naturvidenskaberne For Alle

99 OM HVALERNE OG HVALFANGSTEN. 100 falde ud med Alderen, saa at de gamle Individer ere ganske tandløse eller kun beholde to Tænder i Underkjæben. Hertil horer den bekjendte Andehval eller Dog'ling (Chenodelphinus [eller Hyperoodon] rostratus), der naar en Længde af henimod 30 Fod. Endeligt skulle vi kortelig omtale to høist afvigende og mærkelige Smaahvaler, der leve i fersk Vand. Den ene af disse, Amazon-Del- fin en (Inia Amazonica), hører hjemme i de storo sydamerikanske Floder. Den har en lang Snude, der ender i et tyndt, børsteklædt Næb med talrige smaa Tænder, der ere bøiede lidt bagud. Krop- pen er smækker, Lufferne lange og smalle, og Bygfinnen ganske lav. Oventil er Dyret lyst blaaagtigt, medens Bugsiden er lyserød. Denne Art lever hovedsagelig af Smaafiske, men skal dog ogsaa fortære allehaande Frugter, der fra Flodbreddens Træer falde i Vandet. Det Samme gjælder om Gange s-Del fin en {Platanista Gangelica Fig. 2), der udelukkende findes i Ganges og dens Bifloder. Hos denne omtrent 7 Fod lange Hval er. Snuden tyk og bøiet noget opad, Ryg-finnen er næsten forsvunden, og Tæn- derne ere langt færre i Antal end hos Ama- zon-Delfinen.. Den er saa godt som blind og op- holder sig især paa de dybere Steder af Floderne, hvor Bunden bestaar af Mudder. Hvad Farven angaar, afviger denne lille Art ikke væsenligt, fra Flertallet af andre Hvaldyr, idet den er sortegraa paa Rygsiden og hvidgraa paa Bugsiden. Den anden store Hovedafdeling, de saakaldte idet de ved deres øverste saa stærkt til dem jiaa den Munden, at der kun er et Fig. 3. Barder, sete fra forskjellige Sider. Ende nærme sie; modsatte Side af forholdsvis smalt Mellemrum langs Ganen mellem de to Rækker (Fig. 4). Som det vil sees af hosstaaende Fig. 4. Gjennemsnit af den nedre Oel af en Bardehvals Hoved; a, Spiseroret; b, Tungen; c, smallere, d, bredere Barder; e, Underkjæbebenene; f, Underkjæbens overste Rand; g, Overkjæbens nedre Rand ; h, Ganen. Bardehvaler, omfatter ligeledes høist eiendomme- lige Dyr. De have nemlig- efter Fostertilstanden, ingen Tænder, hverken i Over- eller Underkjæben, men istedetfor disse findes der paa Overkjæben en Mængde hornagtige, lange Plader, de saakaldte Barder (Fig. 3), der hænge frit ned i Munden langs Kjæberanden, i en Række paa hver Side, Afbildninger (Fig. 3 og 4), ere Barderne mere eller mindre langstrakt trekantede og med deres korteste Side fæstede paa tværs i Gummerne, saaledes at deres længste, opflossede Rand vender ind ad i Mundhulen, den noget kortere, lige eller svagt buede tredie Rand derimod udad mod Underkjæben. Da der nu paa denne Maade