Danmark som Turistland

HOLBÆK OG SORØ AMTER Esbern Snares By til Absalons, hans Broders Grav og Slægtens Kirke. — Fra Sorø gaar vi til Ringsted. Udenom Ringsted ligger en stor aaben Bygd. Det er ligesom Egnen slut* tede om Byen. Ikke fordi Ringsted er en særlig stor Handelsplads og var det endmindre forhen, da Næstved og Køge tog Prisen, men Ringsted er Midts Sjælland, Øens Centrum, Sjællands* farernes Tingsted. Paa Torvet ligger de tre gamle Ting* sten. Der er intet Torv som Ringsteds — og intet kan præge en By som dens Torv. Men i Regelen agtes der mere paa Bygningerne end paa de aabne Pladser, skjønt det er disse, der giver Helhedsindtrykket og samler de stilfat« tige, moderne Bygværker i et stort Blik, det eneste, som kan sone deres Brøde. Ringsted Torv er Byens Midte, Byen selv, de nye Huse kan i Kreds med al deres Fabriksprunk ikke tage Magten fra det gamle Torv, det sanker alt i sin brede Vælde, et dybt Billede af nyt og gammelt. Der er intet andet Torv, saa sam* lende stort og frit i sin By, saa aabent og levende i sin bløde Skraaning, hvis sindigt, jordfølgende Fald strækker fra Vestsjælland til Østsjælland. De mødes her. Saa stort er Ringsted Torv, som er Sjællands Midte. Dette her er ingen almindelig Mar* kedsplads. Torvehandelen ser saa spag? færdig ud og fylder kun lidt henne i et Hjørne. Sorø Kirke, Hovedskibet. Fot Lindegaard. Torvet er Sjællandsfarers gamle Tingsted. De tre Tingsten med deres brede, opadvendte Fladsider holder Ste* det bundet i Historien — i Tildrage!* sers Rigdom, disse tre graa Sten, siedet blanke af runden Tid og fritgangende Vejr — af Borgere, Bønder og Børn. Det er saa knugende lidet, vi véd om disse Tingsten. Det eneste, de koldt og knapt fortæller er: Vi slog Tiden ihjæl. Se, et Tavlspil er ridset ind i den ene Stens Overflade. Og ved Tavlspillet har Folk siddet og slaaet Tiden ihjæl. Naar nogen led af »den sjællandske Syge«, som er ikke at kunne faa Tiden til at gaa, saa var det rart at sidde her paa Sjællandsfarers Ting og tage et Spil Tavl. Tiden gik med det, og Dagdriv verne gik ogsaa med. Men Stenene blev med Tavlets Tegn, som det evige ud af Tiden. Ringsted var aldrig en Fæstning med Byport og Volde, men her hvor alle Veje knyttedes laa Tingstaden, hvor Landsmænd samledes om Loven. At der ikke var Byporte, men kun Gadeled som i Landsbyerne, fortæller Digteren af »Danmark dejligst Vang og Vænge« et Steds i nogle Vers.*) Samfærdsvejene førte frit gennem Byen. Her laa Torvet som det mægtige Bystævne, som det Stykke Gadeplads i Landsbyen, hvor Bønder samledes, naar Oldermandshornet lød — men her som Gadeplads for hele Sjælland. ... Der er endnu i Ringsted Opland Minder om det Bondefællig, som var i svunden Tid, da Oldermænd tudede i Byhorn og samlede Bønder i Lav om *) J- V. Christensen: Ringsteds Saga S. 569. 150