Danmark som Turistland
År: 1919
Forlag: Egmont H. Petersens Kgl. Hof. Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 394
UDK: 91(489) st.f.
Redigeret af den danske Turistforening.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
HOLBÆK OG SORØ AMTER
Fot. M. Petersen.
Fra Eskildstrup. Odsherred.
Fot. Bay.
Ringsted Torv. I Forgrunden Tingstenene.
for til Byen. Nølende gik
men da han kom op paa
vide, hvem den fremmede
maatte Bonden fra Reersø
paa Slottet i Stedet
han med dertil —
Slottet, fik han at
Kvinde var. Og nu
være Dronningens Gæst i tre Dage, ligesom hun
havde været hans. Dernæst gav hun Reersø, for udi
vist Gæstfrihed, baade Frihed for al Tiende og der*
til det Jordstykke, hun havde afmærket, som Bede?
sted paa deres Købstadsrejser. Begge Dele, Ornum
Enge og Tiendefrihed, har de haft siden. Tiendeprh
vilegiet er stadfæstet af Kristian den Første og flere
senere Konger. Intet af hvad Sagnet fortæller er
stadfæstet i Dokumentet, men hellerintet taler imod,
at Sagnet hviler paa ren historisk Grund, og at det
virkelig er den store Dronning, som i sin udstrakte
Godspolitik er kommen et lille, fattigt Folkefærd
til Hjælp. Ogsaa paa Røsnæs kom Dronning Mars
grete — sejlede ind i Mun?
kesø (nu udtørret) ved Ka#
lundborg, i Ly af høje Baks
ker, gik her i Land med sin
Rytterskare og lod som
Krigslist sine Hestes Sko
lægge bagvendt paa, saa
Sporene viste tilbage —
red dernæst ad Sydkysten
ud og fangede Svenskekons
gen i Bjørnstrup og førte
ham tilbage ad Nordstrans
den.
Længere syd paa har vi
Dronningen igen.
I Vaarby Aa, syd for
Slagelse, har Dronning
Margrete sejlet! fortælles
der.
Aaen skal have været
saa stor, at der var Inch
sejling fra Havet. Det kan
have været i Dronning
Margretes Tid. Men det
er ikke nok. Hun skal selv
have sejlet her. Her mels
lem Lundforlund og Hem?
meshøj. Vi vil have hende
selv. Det er det, det gjæl-
der.
Egnen, der ikke har
Hvideslægten, maa have
en anden stor Sagnskiks
kelse at kalde sin.
Det er det, der særtegs
ner et helt Folk, at der
rundt omkring i smaa, afgrænsede Omraader føles
forskelligt, ikke med lokalpatriotisk Pral, men saa=
ledes, at hver enkelt Egn har sine Skikke, sine Mins
der, Slægter, Sagnskikkelser, sin egen folkelige Kul*
tur, som netop, fordi den er selvstændig, giver sin
Styrke i vor Nationalitet.
Den, der rejser for at se en Landsdels Naturskøns
hed eller kulturelle Værdier, faar oftest ikke at vide,
hvad denne Natur danner Rammen om, og denne
Kultur giver Udtryk for. Men det kan stadig skøns
nes, at her lever et eget Folkefærd bag det æste*
tiske eller praktiske Rejseindtryk.
Der lever her paa vort Omraade, Vestsjælland,
mange smaa Folkegrupper, der hver for sig ejer no*
get, som er deres eget selv og fra ældgammel Tid
har været i dybest Tydning selvejende: noget mere
end Fæstebønder i den almindelige Civilisation.
Højest nordpaa har vi Odboerne paa Sjællands
Odde og Odsherreds Folk, en frisk, umiddelbar og
156