Danmark som Turistland

HOLBÆK OG SORØ AMTER Fot. M. Petersen. Fra Eskildstrup. Odsherred. Fot. Bay. Ringsted Torv. I Forgrunden Tingstenene. for til Byen. Nølende gik men da han kom op paa vide, hvem den fremmede maatte Bonden fra Reersø paa Slottet i Stedet han med dertil — Slottet, fik han at Kvinde var. Og nu være Dronningens Gæst i tre Dage, ligesom hun havde været hans. Dernæst gav hun Reersø, for udi vist Gæstfrihed, baade Frihed for al Tiende og der* til det Jordstykke, hun havde afmærket, som Bede? sted paa deres Købstadsrejser. Begge Dele, Ornum Enge og Tiendefrihed, har de haft siden. Tiendeprh vilegiet er stadfæstet af Kristian den Første og flere senere Konger. Intet af hvad Sagnet fortæller er stadfæstet i Dokumentet, men hellerintet taler imod, at Sagnet hviler paa ren historisk Grund, og at det virkelig er den store Dronning, som i sin udstrakte Godspolitik er kommen et lille, fattigt Folkefærd til Hjælp. Ogsaa paa Røsnæs kom Dronning Mars grete — sejlede ind i Mun? kesø (nu udtørret) ved Ka# lundborg, i Ly af høje Baks ker, gik her i Land med sin Rytterskare og lod som Krigslist sine Hestes Sko lægge bagvendt paa, saa Sporene viste tilbage — red dernæst ad Sydkysten ud og fangede Svenskekons gen i Bjørnstrup og førte ham tilbage ad Nordstrans den. Længere syd paa har vi Dronningen igen. I Vaarby Aa, syd for Slagelse, har Dronning Margrete sejlet! fortælles der. Aaen skal have været saa stor, at der var Inch sejling fra Havet. Det kan have været i Dronning Margretes Tid. Men det er ikke nok. Hun skal selv have sejlet her. Her mels lem Lundforlund og Hem? meshøj. Vi vil have hende selv. Det er det, det gjæl- der. Egnen, der ikke har Hvideslægten, maa have en anden stor Sagnskiks kelse at kalde sin. Det er det, der særtegs ner et helt Folk, at der rundt omkring i smaa, afgrænsede Omraader føles forskelligt, ikke med lokalpatriotisk Pral, men saa= ledes, at hver enkelt Egn har sine Skikke, sine Mins der, Slægter, Sagnskikkelser, sin egen folkelige Kul* tur, som netop, fordi den er selvstændig, giver sin Styrke i vor Nationalitet. Den, der rejser for at se en Landsdels Naturskøns hed eller kulturelle Værdier, faar oftest ikke at vide, hvad denne Natur danner Rammen om, og denne Kultur giver Udtryk for. Men det kan stadig skøns nes, at her lever et eget Folkefærd bag det æste* tiske eller praktiske Rejseindtryk. Der lever her paa vort Omraade, Vestsjælland, mange smaa Folkegrupper, der hver for sig ejer no* get, som er deres eget selv og fra ældgammel Tid har været i dybest Tydning selvejende: noget mere end Fæstebønder i den almindelige Civilisation. Højest nordpaa har vi Odboerne paa Sjællands Odde og Odsherreds Folk, en frisk, umiddelbar og 156