Danmark som Turistland

HOLBÆK OG SORØ AMTER Syd for Reersø har vi Drøsselbjerg, og derfra kommer vi ind i Sorø Amt, det sydvestlige Sjælland, hvor der synes at være mindre udpræget Forskel mellem Egnene, og vel ogsaa noget mindre aande? ligt Røre. De to store, gamle Højskoler, Vallekilde og Høng, er i det nordvestlige Sjælland. Indre Mis? sions gamle Hovedborg, Ørslev, er i Løve Herred. Men i Høve (Sorø Amt) er en gammel grundtvigsk Frimenighed og der her været pietistisk Væk# kelse i Strandegnene, tildels vist gens nem Indvandring fra Fyn. Fynboer og navnlig Langelændere, meget forskels lige fra Sjællændere, rejste herover og købte Gaarde til Selveje, førend Gre* ven paa Langeland endnu solgte af Fæstegodset. Denne Indvandring har ikke undgaaet at sætte Præg hist og her i det sydvestlige Sjælland. -------Inde i det brede Sjælland skel- nes der baade i Øst og Vest mellem Skovbygd og Slettebygd. Nord for Køge bor Hedeboerne (Sletteboerne) — syd for og vest for Skovboerne, med hver sin Kultur. Omkring Ringsted er en Slettebygd, omkring Sorø en Skov* bygd. De nyere opdyrkede Skovbygder regnes gærne mindre velstaaende end de ældgamle Slettebygder. Et saadant Skel sættes ogsaa indenfor Løve Hers red, hvis nordlige Del er en Skov? bygd. Rent typisk at skelne mellem Skov® og Sletteboere er ikke overalt muligt, men de stedlige Forhold gi* ver dog altid et vist Kulturpræg, der ikke kan være det samme bag Skovbrynenes Indelukke og ude paa den vidtsynlige Slette. Først naar man har aabent Blik for disse Forskelle, ses Vekselspillet mellem Egnene, og de stedlige Kulturformer bliver kla? rere. Og saaledes maa Vestsjælland ses. Thi ligesaa fladt og jævnt det Landomraade er, vi her har søgt at give Udsyn over i store, typiske Træk, ligesaa rigt og vekslende er det dyrket efter hver Agers og hver Egns Karakter. Er det ikke altid opmuntrende at færdes paa de vestsjællandske Sletters gode Madjord, hvis Grøde kan virke tung og mættet, lad da Blikket følge Jord* fladen alene eller Sædens Bølgen henover den, saa Bondestue i Holte, Odsherred. Fot Bay- ser man Landets Linje, og den er i sin smidige Svajning som en stigende Rytme. Den gør Sindet modigt og karsk — Esbern Snares Sind.----------- Derfor maa Folk her holde sig nærved Jorden, i Arbejde og i Tanke. For den er madgivende, og den er sindsvækkende. Vestsjællands Jord er begge Dele. Ikke i Bøgekronerne henter vi Sindets Løftelse, men i Markernes spændstige, livfulde, vidtfavnende Rytmer. — Det lar sig høre, at vi savner Bjærge — skønt vi har Drøsselbjærg og Havrebjærg og Solbjærg og Skelleb jærg —. Nej, af de store har vi ingen — ej s heller noget at bruge saadanne til, for vi har i vor Jord al den Stigen, vi har nødig for at blive levende. Men skulde det være, at nogen kom her og sav? nede en rask Bjærgvandring og ikke kunde faa den paa vore svaje Banker, saa gaa ud til Kysten. Stranden er jævn. Ingen svimlende Højder. Følg den blot — i Bugt og Sving — helt ud paa Næsset ... det gaar læn- gere tilhavs end nogen Bjærgtop i Luf* ten. Er det mere spændende at stige lige tilvejrs mod den evige Sne? — Den Sne kan ikke skaffes! — Men dagelange Vandringer mellem Hav og Land, ad Strandens Grus og Rullesten og bløde Tangvolde med Ky? stens evigt stigende Krumninger lok# kende fremad — det er Bjærgfærd ved Storebælt. — Ingen har vandret vore vidtstrak- te Strandes Vej. Faa har gjort en Strandtur paa nogle Dage. Det er ikke saa let. Vejret er svingende, Vejen er ubanet. — Men det er en af de dej® ligste Rejser. To Ting har vi, som vi tør kalde skønne at skue for hvemsomhelst. Det er Jordfladens Svajen og Strandens smidige Bugtning. Det er Linjer, som ikke er skønnere skabt. Vi har dem ikke blot i det vestlige Sjælland, men om og over hele Danmarks Land. Thorkild Gravlund. 158