Danmark som Turistland

HJØRRING AMT Hornfanfarer, og forsvinder som i et Musehul ind i Skoven ned ad de højtidelige Trapper og følger Aaløbet helt op til Sæbygaard, Niels Juels gamle Slot, hvor Aaen under Humlebroen bruser som et Vandorgel i den svaleste Skovskygge og blander sin Brusen i Foraarsnatten med Skrigene af Sæby? gaardskovens mange Ugler. Syd for Sæby er der ved Asaa og Voer saa Fisker? lejer med Aa og Hav af henrivende Skønhed og ved Dronninglund, med Hovedgaarden, det gamle Dronningsæde, samler Højlandet sig til storladne Bakkelandskaber ved Festpladsen Dannerhøj, Stås tionsbyen Agersted og først og sidst ved Dronnings lunds stolte Storskov paa Vendsyssels højeste Bakke »Knøsen«. Paa den er der et Udsigtstaarn. Derfra har man det videste Udsigts*Panorama i Vendsyssel. Lønstrup, Rubjerg Knude med Fyret, inde paa Bakken Maarup Kirke. Vestkysten af Hjørring Amt, det er Tannisbugtens og Jammerbugtens ensonv me, sørgelige Strande. Fra Skagen forbi Kandesteden ne, forbi Raabjerg, forbi »Tannishus« og til Pynten ved Hirtshals med Hirts? hals Fyr — og videre ned forbi Lønstrup, Rubjerg, Løkken, Børglum og Tra; num — svinger Stranden; Paa højre Haand Havet, Vesterhavet, med de be* rygtede tre Revler, en Kir# kegaard for saa mange kække Søfolk ned igeru nem Tiderne, buldrende, tordnende, overdøvende selv Maagernes Skrig, paa venstre Haand Klitterne, snart stejle, hushøje, taarnhøje, som ved Kam destederne og Lønstrup, snart lave og næsten svin* dende som ved Løkken, men ens, graa, tomme, øde — ens ved Sommer, ens ved Vinter-----og foran Foden den tomme Strand af det reneste Sand med blanke smaa Indvande; den synes saa smal, saa mørk ved Høstens og Vin# terens Tid, en dyster og enkel Natur, den dystres ste, Danmark ejer. Det er som et Landskab af Ham; Fot. Knudstrup Sæbygaard Skov. mershøj: Kun fire Farver, den ene graa, den an« den graa, den tredje graa, den fjerde graa: Det grøngraa Hav, den blaagraa Himmel, de gulgraa Skrænter, det hvidgraa Sand. Fjernt og glemt er Livets brogede Karrusel og Sindet fyldes med forunderlig Hvile. »Far, Verden, far vel . . . !« det er Sjælen i denne pietistiske Na* tur, hvor »de levendes Land« er skrumpet ind til en smal, tom Vej bagom Verden og al dens Ra« gelse. Lidt sydfor Lønstrup rager Rubjerg Knude, et Forbjerg af vaadt, klæbrigt, blaaligt Ler, ud i Has vet og spærrer Stranden. Et mørkt Møens Klint at se, udgaaet af de taarnhøje gulstribede Skræn* ter og Grusstyrtninger. Fede Ler?Kilder i Lerkløf* ter og Lergrotter med mæt smaskende Lyd, der skæ? rer gennem Havets Drønen. Foden træder i runde Lerklumper. Bolde og Skum triller op fra det bul« drende Hav, hvis Revler staar i Skum og ligner 270