Kortfattet Vejledning I Kendskabet Til Farvekemien

102 vider det sig, faar mindre Tæthed og bliver altsaa lettere. Isens Vægtfylde i Forhold til Vand er 0,916 ved 0 Grader; den er altsaa lettere end Vandet, og svømmer som Følge deraf ovenpaa det. Hvis Isen ved Størkningen blev tættere og som Følge deraf tungere, vilde det synke tilbunds, og alle Have, Søer og Vand- løb vilde da bundfryse, hvorved der vilde udvikles en Kulde, som vilde gøre Jorden aldeles ubeboelig. Vandet har sin største Tæthed ved 4 Grader Celsius, og denne Varmegrad findes næsten overalt i de dybeste Have, medens de øvre Lag baade kunne være koldere og varmere. Vandet har altsaa ved 0 Grader fast Form; men ved højere Temperatur er det flydende, indtil det ved 100 Grader Celsius eller 80 Grader Reaumur koger o: gaar fra draabeflydende til luftformig Tilstand, for- vandles til Damp. Vandets Frysepunkt og Kogepunkt ere de Udgangspunkter, som anvendes ved Inddelingen i Varmegrader. Hertil skal dog bemærkes, at Koge- punktet er ansat ved almindeligt Lufttryk paa Jordens Overflade, et Lufttryk, som kan bære en Kviksølv- søjle paa 28 Tommers Højde. Kommer man til højere liggende Steder med kendelig Luftfortynding, kan Vandet bringes i Kog ved en langt lavere Temperatur. Vandet, saaledes som vi forefinde det i Naturen, er langt fra rent, da Havvandet som bekendt inde- holder Chlornatrium (Køkkensalt) foruden nogle andre, navnlig Bromsalte. Kildevand, som afgiver en behagelig Læskedrik, indeholder paa Grund af sin Oprindelse en Del Kulsyre, der betinger Vandets Evne til at opløse kulsur Kalk, Jern og andre kulsure Forbindelser. Ved Henstand i Luften og navnlig ved Kogning uddrives Kulsyren, og de deri opløste Salte udfældes (Kjedel- sten), og Vandet bliver blødt. Flodvand er altid blødere end Kildevand og Brøndvand. Ilten absorberes ogsaa af Vandet, der ellers vilde være ubeboeligt for