Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 266 JOHN ERICSSON Aftenen den 8. Marts ankom Monitor til Hampton Red, og lagde sig ved Siden af Fregatten »Minnesota«. Rygtet om dens Ankomst vakte Mod og Haab paany. Da Dagen kom, var Bredderne fyldt med for- ventningsfulde Tilskuere, der vilde se Befrieren; men da Taagen let- tede, og de blot ved Siden af den store Fregat saa det mærkelige lille Skib, der mindede om en aflang Bakke med en Osteklokke paa, sank Modet stærkt. Snart efter viste »Merrimac« sig, dampende ind mod Hampton Red for at fuldbyrde Ødelæggelses værket. Men »Monitor« gik frem mod den, og nu begyndte der en Duel mellem den store Go- liath og den lille David. Da »Merrimac«s Projektiler prellede virk- ningsløse af paa »Monitor«s Panser, forsøgte »Merrimac« at løbe »Mo- nitor« i Sænk; men det blev værst for Kæmpen; dens Vædderhorn gik hen over »Monitor«s lave Dæk, og den skarpe Kant af dennes Panser skar gennem det lette Jærnklædning paa dens Stævn og ind i Træet. »Merrimac« prøvede ikke én Gang til paa dette. Medens det for at komme i gunstig Skudstilling skulde foretage en stor Manøvre, kunde »Monitor« fyre paa det fra enhver Stilling, idet blot Taarnet drejedes. Et enkelt Skud, der ramte ved en Udkigsaabning i »Monitor«s Taarn, saarede Kaptajnen; men ellers skete der kun ringe Skade. Tilsyne- ladende tilføjede »Monitor«s svære Kanoner heller ikke det fjendtlige Skib synderlig Skade — hvad der forøvrigt hidrørte fra, at Officererne ikke forstod at anvende dem paa bedste Maade og af overdreven For- sigtighed kun anvendte en ganske svag Krudtladning. Men »Merrimac« maa dog efterhaanden have fundet Stillingen uholdbar; thi pludselig saa man den trække sig ud af Kampen og sejle bort. Tilskuerne jub- lede og følte en tung Sten løftet fra deres Hjærte, og Ericssons Navn fløj ud over Landet som dets Redningsmand. »Tusinder her velsig- ner Deres Navn i Dag,« skrev en af »Monitor«s Mænd til Ericsson. Blandt de Hyldnings- og Lykønskningsskrivelser, der indløb til Ericsson, er der en enkelt, som fortjener at anføres, nemlig et Brev fra hans Hustru. »Endelig er Triumfens Dag kommet for dig,« skriver hun, »og dit Hjærte maa banke af Stolthed og Glæde, saa voldsomt, at det maa være nær ved at briste. Du staar nu paa en Højde, hvorfra du med Foragt kan se ud over dem i Evropa, som aldrig har givet dine Evner frit Virkefelt. Begivenheden har givet »Times« fuldt op af Stof. Den er kommet som et Tordenslag for alle Nationer, og jeg tror, den har opfyldt din Spaadom i det sidste Brev, at »snart vilde England skælve« ved den Omvæltning, som vilde finde Sted i Krigsførelsen. Du vil vel næppe tro mig, naar jeg siger, at den Glæde, din Triumf over hele Verden volder mig, er saa stor, at jeg ligger vaagen om Natten af Sinds-