Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

234 GUGLIELMO MARCONI laboratoriet ved Undersøgelser over de elektriske Modstandsenheder. I 1881 blev han Professor i Matematik og Fysik ved et nyt Universi- tetskollegium i Nottingham. Kort efter tog han imidlertid til Lon- don og blev raadgivende Elektriker ved det engelske Edisonkompagni. Efter dettes Sammensmeltning med det konkurrerende Swankompagni bevarede han denne Stilling og kom saaledes til at spille en betydelig Rolle ved den elektriske Belysnings Indførelse i England. I London blev han Professor i Elektroteknik og Leder af et anset elektrisk La- boratorium; han havde endvidere skrevet talrige videnskabelige Af- handlinger og var Medlem af »Royal Society« og andre ansete Sel- skaber. Som rimeligt er, har denne Mand, der var en Veteran i det viden- skabelige og tekniske Arbejde og samtidig stod i sin fulde Kraft, faaet en stor Andel i det Arbejde, der er gjort af Marconiselskabet; men dette er dog paa ingen Maade saaledes at forstaa, at Marconi er bleven trængt i Baggrunden eller har lagt sig til at sove pat sine Lavrbær. Han er vedblevet — siger Selskabets ledende Direktor og Marconis højre Haand, Godfrey Isaacs — utrætteligt at søge til Kilden for den Strøm af hemmelighedsfulde Kræfter, hvorfra han nær dens Munding har ledet en Gren til sit Værk. Med stor Energi har han stadig ka- stet sig ind i baade den videnskabelige, den tekniske og den forret- ningsmæssige Side af Arbejdet, hjemme saa vel som ude. Ligesom Edison holder han ofte sin Laboratoriestab og sine Inge- niørerassistenter i uafbrudt Arbejde gennem lange Tider; men de vil stadig finde ham selv som den flittigste og ivrigste af dem alle. Havde de sammen slaaet sig ned i øde Egne, i Ny Skotland eller andetsteds for at anlægge en Station eller finde en god Plads til den, var det Che- fen, der tidlig om Morgenen kaldte de andre op af Søvnen. Forøvrigt er han overfor sine Medhjælpere, især naar de er ivrigt interesserede i Arbejdet, den elskværdigste Arbejdsleder, man kan tænke sig. »Ar- bejdet i Marconis Tjeneste er ikke en Pligt, men en Glæde,« sagde en af hans Hjælpere. Overfor Reportere, af hvilke han til Tider har været stærkt hjem- søgt, er han ikke just saa behagelig. Dette er dog ikke saaledes at forstaa, at han er afvisende og uhøflig overfor dem. Han svarer paa de Spørgsmaal, der bliver stillet, men hans Holdning er kølig og re- serveret, og det er Intervieveren, der maa holde Konversationen i Gang. Det kan ogsaa ske, at han under »Samtalen« sidder og tegner Figurer paa sit Skriveunderlag og altfor tydeligt viser, at han ønsker, Besøget snart er endt.