Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

21 Helmholtz. 24. Den nye lære fik en god videnskabelig ballast ved Helm- holtz’ ypperlige afhandling »Die Erhaltung der Kraft« 1847. I afhandlingens titel ligesom i enkelte andre udtryk slutter Helmholtz sig til Leibnitz’ kraftbegreb, medens han i det ovrige anvender Newtons terminologi. Helmholtz, som var uafhængig* af Mayer, men kendte Joules förste arbejder, siger i sin ind- ledning, at man enten kan gå ud fra den sætning, at det er umuligt at skabe arbejdskraft af intet, eller fra den antagelse, at alle virkninger i naturen lader sig henfore til centralkræfter. At de to sætninger er identiske, viser Helmholtz i begyndelsen af sin afhandling. Helmholtz stiller sig den opgave at udvide princippet om »umuligheden af et perpetuum mobile« til alle grene af fysiken. Man tænker sig et system af bevægelige massepunkter, mellem hvilke der kun virker tiltrækkende og frastødende kræfter, hvis størrelse udelukkende afhænger af punkternes indbyrdes af- stande og tilfredsstiller loven om aktion og reaktion. På et sådant system kan man anvende loven om de levende kræfters beståen. Tilvæxten i levende kraft er lig det af centralkræfterne udførte arbejde. Helmholtz bruger ordet spændkræfter (Spann- kräfte) om kræfterne, »sålænge de endnu ikke har frembragt bevægelse«, i modsætning til levende kraft, og udleder følgende sætning: Summen af de levende kræfter og spændkræfterne er konstant. Dette er loven om kraftens beståen. Nutildags bruger man gærne, efter Rankine, navnene potentiel energi og kinetisk energi i stedet for spændkraft og levende kraft, og sætningen bliver da loven om energiens beståen. 25. Angående de to antagelser, hvilke Helmholtz betragtede som ensgyldige, har Planck fremfort nogle bemærkninger. Selv om det antages, at et perpetuum mobile er umuligt, kunde man * Ostwalds Klassiker Nr. 1, S. 56, hvor Helmholtz fuldt ud an- erkender Mayer som den første.