Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING

39 r, - t,=tV (M ~b) (P'-pJ....................(2fi) J ’ Cp \/i J- / hvor Tt og T2 er temperaturerne för og efter udvidelsen, T middeltemperaturen. Heraf ses, at afkølingen står i ligefremt forhold til tryk- forskellen og aftager, når temperaturen voxer. Ifølge (22) skulde afkølingen være omvendt proportional med tempera- turens kvadrat; dette kunde tyde på, at a ikke er konstant, men afhænger af temperaturen. For atmosfærisk luft giver (26) Ta = 0,265 (pi—’p«), hvor Pi °S P* måles i atmos- færer, hvilket stemmer godt med Thomson og Joules forsøg. For alle luftarter undtagen brint er afkølingen ved alminde- lig temperatur positiv og kan, når man anvender store trykfor- skelle, opnå betydelige værdier. Dette princip har Linde be- nyttet i sin maskine, hvorved man er bleven i stand til at for- tætte større mængder af luft i forholdsvis kort tid. Formel (26) viser, at Tx— T, med voxende temperatur kan blive nul og derefter negativ; den temperatur, ved hvilken den skifter fortegn, kaldes inversionstemperaturen. For brin- tens vedkommende ligger denne temperatur ved -4-80°; altså vil brint under — 800 bære sig ad ligesom andre luftarter ved almindelig temperatur. Dette er experimentell bekræftet af Olszeivski. Ved at anvende van der Waals’ ligning og andre tilstands- ligninger er man kommen til det resultat, at inversionstempera- turen afhænger af trykket, og at der til hvert tryk svarer to in- versionspunkter, dog således at der ikke existerer noget inver- sionspunkt ved høje tryk. De forskellige ligninger giver dog ret forskellige værdier, hvorfor vi ikke skal gå nærmere ind herpå. Rose-Innes har opstillet en formel, som på en tilfredsstil- lende måde udtrykker resultaterne af Thomson og Joules forsøg; formlen lyder således: <8 = ^-7....................... (27) hvor /> er afkølingen, a. og 7 konstanter for hver enkelt luft- art, f. ex. for