De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

F. C HIM STOPHERSEN & CO BRÆNDEVINSBRÆNDERI OG GÆRFABRIK Idet 16. Aarhundrede anvendtes »den ædelige Brændevin« herhjemme som Bestand- del af Medikamenter, der sagdes at være gode for »Pokker, Poplesi, onde Øjne og Hjertens Ve«*). Et Halvthundrede Aar senere blev den imidlertid allerede brugt ublandet, anbefalet af alskens gode Husraad. »Om Nogen vil vorde skøn«, hedder det saaledes i »den for- nemme Madammes Ko- gebog« (Kjøbenh. 1626), »han toe sig udi Brænde- vin. Om et Menneske mister Mælet ved Døden, da giv ham Brændevin i Mund, Huks kommer han til at tale. Hvo Orm haver i Øret, han lade en Taar deri, saa dør han« — ved hvilken sidste »han« der vel at mærke menes Ormen. Samtidig begyndte man mer og mer at faa Smag for Brændevinen, saa at den rige Herremand, der trakterede dermed, fik N. P. NIELSEN Ord for at traktere »som en god Mand«. Man spiste Brændevin som Søbe paa kogte Kringler, der ved Gæstebud gik rundt i en Skaal, hvoraf saa Enhver tog en Skefuld — eller man dyppede som i Jyl- land sin Grød i Brænde- vin. Da de staaende Hære indrettedes i Begyndel- sen af det 17. Aarhun- drede, og det udiscipli- nerede Mandskab blev indkvarteret rundt om i Landsbyerne, blev Bræn- devinen hurtig fra de Fornemmes Skemad en yndet Soldaterdrik, der udskænkedes rundt om fra smaa Smugkroer i Jacob Skoe- magers Stil. Dog dette var ikke de Styrendes Mening: Brændevin var for Officers- og Herremands-Mund, ikke for Gemene og Bønder — først lagde derfor Regeringen en Slags Redskabs-Afgift paa al Landbrænding (Fdg. af 25. April 1665 om Licentse af Brændevinspander og Destillér-Kedler), dog saaledes, at Andre end de ufri Stænder maatte frit brænde til eget Brug. Da dette ikke forslog, blev det ved Fdg. af 4. Juni 1689 ligefrem forbudt Bønder at brænde Brændevin, men skønt dette Forbud i den følgende Tid blev indskærpe! Gang paa Gang, saa hjalp det lige meget: helt op til *) Jfr. her og i det følg. Prof. Mejborg m. fl. i Salm. Leks. og Scharling og V. Falbe-Hansen: Danmarks Statistik IV.