Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

164 ninger af en meget større Gruppe, der er bleven os bevaret i Av- stralien ved heldige sammenstødende Omstændigheder. Monotre- materne er i høj Grad interessante, da de i forskellige vigtige Byg- ningsforhold nærmer sig til Krybdyrenes Klasse. Naar vi forsøger paa at forfølge Pattedyrets og derved ogsaa Menneskets Afstamning længere og længere tilbage, saa bliver der ogsaa mørkere og mørkere omkring os. Den som ønsker at se, hvad der kan gøres ved Skarpsindighed og Lærdom, kan raadspørge Pro- fessor Häckels Værker1). Jeg skal kun fremføre nogle faa alminde- lige Bemærkninger. Enhver Evolutionist (Tilhænger af Udviklings- teorien, Afstamningsteorien) vil indrømme, at de fem store Hvirvel- dyrklasser, nemlig Pattedyr, Fugle, Padder, Krybdyr og Fisk, alle- sammen nedstammer fra en eller anden Prototyp; thi de har meget fælles, særlig i deres Fostertilstande. Da Fiskeklassen er den lavest organiserede og fremkom tidligere end de andre, kan vi slutte os til, at alle Medlemmer af Hvirveldyrriget nedstammer fra et eller andet fiskeagtigt Dyr, der var endnu mindre højt organiseret end nogen af dem, der til Dato er fundne i de nederste Formationer, man kender. Den Antagelse, at Dyr, der er saa forskellige som Aber, Elefanter, Kolibrier, Snoge, Frøer og Fisk o. s. v., alle kan ned- stamme fra de samme Forfædre, vil forekomme alle dem monstrøs, som ikke har fulgt med Naturhistoriens nyere Fremskridt. Thi denne Antagelse forudsætter den tidligere Tilværelse af Mellemled, der nøje har forbundet alle de Former med hinanden, der nu er saa for- skellige. Ikke desto mindre er det vist, at der har eksisteret eller endnu eksisterer Dyre-Grupper, der forbinder de forskellige store Hvirvel- dyrklasser mere eller mindre stærkt med hinanden. Vi har set, at Næbdyret nærmer sig til Krybdyrene; og Professor Huxley har gjort den mærkelige Opdagelse, der er bekræftet af Hr. Cope og andre, at de gamle Dinosaurier i mange væsentlige Henseender staar midt ') Udførlige Stamtavler er meddelt i hans „Generelle Morphologie“ (II B., S. CLIII og S. 425), og med særligt Hensyn til Mennesket „Natürliche Schöpfungsgeschichte“, 1868. Prof. Huxley udtaler i en Anmeldelse af dette sidste Arbejde („The Academy“, 1869, S. 42), at han anser Hvirveldyrenes Phylum eller Afstamningsrækker for beundringsværdigt fremstillede af Häckel, om endskønt han er uenig med ham i flere Punk- ter. Han udtaler ligeledes den Højagtelse, han har for den Aand og Tone,, der gaar igennem det hele Værk.