Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

180 Rette kunne hævde, at Frugtbarhed og Goldhed ikke er sikre Kri- terier paa specifik Forskellighed. Vi ved, at disse Egenskaber let paavirkes af forandrede Livsbetingelser og af Parring af altfor nær staaende Individer, og at de styres af højst indviklede Love, som f. Eks. den, at Frugtbarheden ikke er den samme ved gensidig Krydsning mellem to Arter. Hos Former, der maa anses for utvivl- somme Arter, kan der dannes en fuldstændig Række, lige fra dem, der er absolut golde, naar de krydses, til dem, der er næsten eller ganske frugtbare. Graderne i Goldheden falder ikke nøje sammen med Graderne i den ydre Bygnings eller Livsvanernes Forskellig- hed. Mennesket kan i mange Henseender sammenlignes med de Dyr, der længe har været Husdyr, og der kan anføres en stor Mængde Bevisgrunde til Fordel for Pallas’s Lære1), at den tæmmede Til- ) „The Variation of Animals and Plants under Domestication“ , Vol. II, S. 109. Jeg maa her minde Læseren om, at Arternes Ufrugtbarhed i Krydsningstilfælde ikke er nogen særlig erhvervet Egenskab; men at det, ligesom det, at visse Træer ikke kan indpodes paa hinanden, har sin Grund i andre erhvervede Forskelligheder. Disse Forskelligheders Natur er ubekendt, men de har meget mere at gøre med Reproduktions- systemet end med ydre Bygningsforhold eller almindelige Afvigelser i Konstitution. Et væsentligt Moment i Arters Goldhed i Krydsnings- tilfælde er aabenbart det, at den ene af dem eller de begge to længe har været vant til lidet omskiftelige Livsbetingelser; thi vi ved, at foran- drede Livsbetingelser særlig paavirker Reproduktionssystemet, og vi har god Grund til at tro (som tidligere omtalt), at den Omstændighed, at Livsbetingelserne er saa omskiftelige hos Husdyr og dyrkede Plan- ter, gør sit til at bringe den Goldhed til at forsvinde, der er saa alminde- lig hos de vilde Arter i Krydsningstilfælde. Jeg har andet Steds vist (ibid. Vol. II, S. 185 og „Arternes Oprindelse", S. 275), at Arternes Goldhed i Krydsningstilfælde ikke er bleven erhvervet ved Kvalitets- valg — man vil jo nemlig let indse, at naar to Arter er bleven gjort meget golde, er det næppe muligt, at deres Ufrugtbarhed kan blive forøget ved, at de ufrugtbareste Individer bevares og holder sig i Live; thi som Ufrugtbarheden tiltager, vil der blive mindre og mindre Afkom, og til- sidst vil der kun frembringes enkelte Individer og det tilmed sjældent. Men der er ogsaa en højere Grad af Ufrugtbarhed end denne. Baade Gärtner og Kölreuter har vist, at i Planteslægter, der indeholder talrige Arter, kan der dannes en hel Række, lige fra Arter, som, naar de kryd- ses, giver færre og færre Frø, til Arier, som aldrig frembringer et eneste Frø, men som dog paavirkes af andre Arters Støvkorn, idet Ægget svul- mer op. Her er det aabenbart umuligt at udvælge de ufrugtbareste Ivdi- vider, der jo allerede har holdt op med at frembringe Frø; saa at Top-