Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
183
kelig forskellige til at kunne leve sammen uden at blandes; og det er
det, som i alle almindelige Tilfælde er den sædvanlige Prøve paa
specifik Forskellighed.
Vor Naturforsker vilde ligeledes blive meget forvirret, saa snart
han bemærkede, at de Karakterer, hvorved de forskellige Menneske-
racer adskiller sig fra hinanden, er højst variable. Det er noget, som
vil have slaaet enhver, den første Gang han saa de brasilianske
Negerslaver, der er bleven indført fra alle Dele af Afrika. Denne
Bemærkning gælder ogsaa for Polynesierne og for mange andre
Racer. Det turde være tvivlsomt, hvorvidt der kan nævnes nogen
som helst Karakter, som paa engang baade er virkelig karakteristisk
for Racen og tillige konstant. Vilde er, selv indenfor samme Stamme,
ikke af en nær saa ensformet Karakter, som man ofte har sagt.
Hottentotkvinderne har visse Ejendommeligheder, der er mere ud-
prægede, end de findes hos nogen anden Race, men om disse Ka-
rakterer ved man, at de ikke findes konstante. De forskellige ame-
rikanske Racer varierer betydeligt i Farve og Haarrigdom; og de
afrikanske Negere varierer ogsaa til en vis Grad i Farve og meget i
Ansigtstrækkenes Form. Hjerneskallens Facon varierer meget hos
somme Racer1), og saadan forholder det sig ogsaa med hvilken som
helst anden Karakter. Og alle Naturforskere har, ved dyrekøbt Er-
faring, lært, hvor letsindigt det er at forsøge paa at opstille Arter
paa ukonstante Karakterer.
Men det vægtigste af alle Argumenter, der taler imod at be-
handle Menneskeracerne som forskellige Arter, er det, at de gaar
over i hinanden, uden at de i mange Tilfælde, saa vidt vi kan skøn-
ne, er bleven krydsede med hinanden. Mennesket er bleven stude-
ret mere omhyggeligt end noget som helst andet organisk Væsen,
og dog er der den størst mulige Uenighed imellem store Avtoriteter,
om hvorvidt de bør opføres som en enkelt Art eller Race, eller som
to (Virey), som tre (Jacquinot), som fire (Kant), fem (Blumenbach),
seks (Buffon), syv (Hunter), otte (Agassiz), elleve (Pickering), fem-
ten (Bory St. Vincent), seksten (Desmoulins), to og tyve (Morton),
3 For Eksempel de indfødte i Amerika og Avstralien. Prof. Huxley siger
(„Transact. Internat. Congress of Prehist. Arch.“, 1868, S. 105), at
mange Sydgermaners og Schweizeres Hjerneskaller er „lige saa korte og
brede som Tartarernes“ osv.
Darwin: Menneskets Afstamning I
»3