OTTENDE KAPITEL
Principper for Parringsvalget.
Sekundære Kønskarakterer — Parringsvalg — Virkemaade — Han-
nernes overvejende store Antal — Polygami — I Almindelighed bliver kun
Hannerne modificerede ved Parringsvalg — Hannens Fyrighed — Hannens
Variabilitet — Hunnerne vælger — Parringsvalg sammenlignet med Kva-
litetsvalg — Nedarvning til tilsvarende Livsperioder, til tilsvarende Aarstider
og begrænset ved Kønnet — De forskellige Arvelighedsformers Forhold til
hinanden — Aarsagerne til, at det ene Køn af Ungerne ikke bliver modifice-
rede ved Parringsvalg — Tillæg om de to Køns Proportionstal i Dyreriget —
Om Begrænsningen af de to Køns Antal ved Kvalitetsvalg.
Hos særkønnede Dyr maa Hannerne nødvendigvis være forskel-
lige fra Hunnerne, hvad deres Reproduktionsorganer angaar; og
dette er de primære Kønskarakterer. Men Kønnene afviger ofte fra
hinanden i det, Hunter har kaldt sekundære Kønskarakterer, der
ikke staar i direkte Forbindelse med Reproduktionsakten. Eksempler
herpaa er saadanne Tilfælde, hvor Hannen har visse Sanseorganer
eller Bevægelsesredskaber, som Hunnen ganske mangler, eller og-
saa, at Hannen har dem bedre udviklede, for at han let kan naa
eller bedre finde hende, eller fremdeles saadanne Tilfælde, hvor
Hannen har visse Griberedskaber, hvormed den kan holde Hunnen
fast. Disse sidste Organer, som er uendelig forskelligartede, gaar
over i og kan i nogle Tilfælde næppe skelnes fra dem, der i Alminde-
lighed regnes for primære, f. Eks. de sammensatte Vedhæng i Spid-
sen af Insekthannernes Bagkrop. Dersom vi ikke indskrænker Be-
tegnelsen „primære“ til selve Forplantningskirtlerne, saa vil det
næppe være muligt, hvad Griberedskaberne angaar, at afgøre, hvil-
ke vi skal kalde primære og hvilke sekundære.