Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

213 Tudser. I Insekternes store Klasse kommer Hannerne næsten altid ud af Puppen før det andet Køn, saa de i Almindelighed sværmer, længe før man ser noget til Hunnerne.1) Aarsagen til denne For- skel mellem Hanner og Hunner angaaende deres Ankomsttid og Modenhedsalder er tilstrækkelig tydelig. De Hanner, som hvert Aar først vandrede hen til et eller andet Land, eller som i Foraarstiden var først færdige til at parres, eller var de mest ivrige, vilde efter- lade sig det største Antal Efterkommere; og disse vilde igen ned- arve Fædrenes Instinkter og Konstitution. Der kan i det hele taget ikke være nogen Tvivl om, at der hos alle særkønnede Dyr er en sta- dig tilbagevendende Kamp mellem Hannerne om at komme i Besid- delse af Hunnerne. Vanskeligheden ved Parringsvalget ligger i at forstaa, at de Han- ner, som besejrer andre Hanner, eller de, som viser sig at være de mest tiltrækkende for Hunnerne, efterlader sig et større Antal Efter- kommere til at arve deres Overlegenhed, end de slagne og mindre til- trækkende Hanner. Med mindre dette bliver Resultatet, kan de Ka- rakterer, som giver visse Hanner et Fortrin fremfor andre, ikke blive gjort fuldkomnere og styrkede ved Parringsvalg. Naar der er akkurat lige mange af hvert Køn, vil jo dog alligevel de daarligst stillede Han- ner tilsidst finde Hunner (undtagen hvor der er Polygami) og efter- lade sig lige saa mange Efterkommere, der, hvad Livets almindelige Fordringer angaar, er lige saa heldigt stillede som de mest udmær- kede Hanner. Forskellige Kendsgerninger og Betragtninger fik mig tidligere til at antage, at Hannerne hos de fleste af de Dyr, hos hvem de sekundære Kønskarakterer er meget udviklede, langt overgik Hunnerne i Antal, og dette holder ogsaa Stik i nogle faa Tilfælde. Dersom Hannerne forholdt sig til Hunnerne, som to til en eller tre til to, ja selv om Forholdet var endnu lavere, vilde hele Sagen være meget simpel; thi de bedst væbnede eller mest tiltrækkende Han- ner vilde efterlade sig det største Antal Efterkommere. Men efter at jeg, saa godt som det har været muligt, har søgt at komme paa det ’) Selv hos de Planter, der er særkønnede, er Hanblomsterne i Almindelig- hed modne før Hunblomsterne. Mange Planter med tvekønnede Blom- ster er, som C. K. Sprengel var den første, der opdagede, dikogame; d. v. s. deres mandlige og kvindelige Organer er ikke fuldt udviklede samtidigt, saa at Blomsterne ikke kan befrugte sig selv. Hos saadanne Planter er nu Blomsterstøvet i en Blomst i Almindelighed rede til Be- frugtningen før Arret, skønt der dog er nogle Undtagelsestilfælde, hvor Hunorganerne er modne før Hanorganerne.