Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

228 ved at virke. Denne Omstændighed kan til Dels forklare den ofte forekommende og overordentlig store Variabilitet, som de sekundære Kønskarakterer ofte frembyder. Alligevel vil Parringsvalget passe paa, at de sejrrige Hanner ikke erhverver saadanne Karakterer, som i høj Grad vilde være skadelige for dem, enten ved at lægge Beslag paa for mange af deres Livskræfter, eller ved at udsætte dem for nogen stor Fare. Dog er Udviklingen af visse Dele -— f. Eks af Hornene hos visse Hjorte — gaaet til en vidunderlig Yderlighed, og i nogle Tilfælde saa yderligt, at det, hvad de almindelige Livs- betingelser angaar, maa være en Smule skadeligt for Hannen. Heraf lærer vi, at de Fordele, som de heldige Hanner har faaet ved at besejre andre Hanner i Kamp eller Kurmageri, hvorved de saaledes efterlader sig et talrigere Afkom, i Længden har været større end de Fordele, der opnaas ved en mere fuldkommen Tillempelse til de ydre Livsbetingelser. Vi skal fremdeles se, og det er noget, som man aldrig kunde have tænkt sig i Forvejen, at Evnen til at indynde sig hos Hunnerne i nogle Tilfælde har været vigtigere end Evnen til at besejre andre Hanner i Kamp. Arvelighedslove. — For at forstaa, hvorledes Parringsvalget har virket, og i Tidernes Løb har frembragt iøjnefaldende Resultater hos mange Dyr af mange Klasser, er det nødvendigt at huske vel paa Arvelighedslovene, for saa vidt som man da kender dem. Der er to forskellige Ting, der rummes i Begrebet „Arvelighed“, nemlig Overleveringen og Udviklingen af Karaktererne, men da de i Al- mindelighed følges ad, lægger man sjældent Mærke til Forskellen. Vi ser denne Forskel hos de Karakterer, som overleveres i Livets første Aar, men som først udvikles, naar Individet er bleven mo- dent, eller ogsaa paa dets gamle Alder. Vi ser den samme Forskel tydeligere hos de sekundære Kønskarakterer, thi disse overleveres gennem begge Køn, skønt de kun er udviklede hos det ene. At de er tilstede hos begge Køn, det aabenbares, naar to Arter, der har stærkt udprægede Kønskarakterer, krydses. Thi hver af Arterne overleverer de Karakterer, der er ejendommelige for deres egne Hanner og Hunner, til det hybride Afkoms Køn. Det samme For- hold viser sig ligeledes, naar Karakterer, der er ejendommelige for Hannen, lejlighedsvis udvikles hos Hunnen, naar hun bliver gammel eller syg, —: og saaledes ogsaa omvendt hos Hannen; fremdeles