Vor Klodes Dyr 1

226 DE PALÆARKTISKE DYR. siden. Efter hvad han fortæller, forekommer de i ikke ringe Antal og under Forhold, der giver Haab om, at de kan holde sig endnu i Aarhundreder. Dette er, set fra et naturven- ligt Synspunkt, glædeligt, thi i Bialowics er deres Dage vistnok talte. Medens der i Midten af dette Aarhundrede fandtes n—1200 af dem i Skoven, anslaas Tallet i 1892 kun til 100, og denne Rest er endda kun lidet frugtbar og tager stadig af i Kraft og Skønhed. Det gaar her med Bisonen som med Elgen i Ibenhorst: den uddør paa Grund af de for ensartede Livsbetingelser og den stadige Indavl. En Betingelse for, at en Dyreart kan trives og ved- blive at bestaa, synes at være, at dens Omraade er stort og omfattende nok til, at der paa det kan uddanne sig en Række Stammer, opvoksede under noget forskellige Livsbetingel- ser. Derved opstaar ringe, maaske umærkelige Forskelligheder mellem dem, og naar de forskellige Stammer nu og da krydses, gydes der ligesom nyt Blod i Slægten. Bliver en Arts Omraade stærkt indskrænket, og navnlig naar det tilmed bliver for ensartet, ude af Stand til at byde dens Medlemmer noget forskellige Livsbetingelser, da kan sondrede Stammer ikke længere uddannes; eller selv om saadanne maaske til en vis Grad bestaar, bliver de for ensartet udviklede, til at Krydsning imellem dem kan give et godt Resultat. Til sidst bliver de faa Medlemmer af en hensygnende Art tillige saa nær beslægtede med hinanden, at »Indavlen« begynder at vise sine nedbrydende Virkninger. Kun saaledes kan Bialowicser-Bisonens hurtige Aftagen i det sidste halve Sekulum, trods Fredning, Fodring og Beskyttelse, forklares, og den eneste Redning for den turde være jævnlig Indførsel fra Kaukasus af Tyre og Køer, som ved Tilførsel af nyt Blod i alt Fald for en Tid kunde hæve Stammens Kraft og Frugtbarhed. Men noget saadant er aldrig forsøgt. Bisonen hører til de skedehornede og blandt dem til Okserne, mellem hvilke den kendes ved sin hvælvede Pande, sine smaa, ved Roden ikke sammenstødende Horn, sin høje, næsten puklede Forkrop og sin svære Manke. Den amerikanske Bison er ganske vist i nogle Henseender forskellig fra den europæiske, men kan dog næppe regnes for mere end en i forholdsvis sen Tid udskilt Underart. Arten har engang været circumpolar, thi Levninger af den er fundne ikke blot i Euiopa men ogsaa fra Lilleasien Øst paa til Persien og i det østlige Sibirien. Den europæiske Bisonokse er et mægtigt Dyr, hvis Højde over Skuldrene hos Tyren kan naa 2,3 M., skønt den hos nulevende, lithauiske Eksemplarer sjældent overstiger 1,8 M. Til denne sidste Højde vil svare en Længde af 3V2 M. og en Vægt af 800 Kilo. Den er kraftigt bygget, fra den høje, brede Forpart skraaner Ryggen mod den lavere, svagere Bagpart. Hovedet er middelstort med bred Mule og smaa, først udad, derpaa opad og indad bøjede Horn. Til den korte, svære Hals slutter sig nedad og fortil paa Bringen en Dog- læp; Benene er kraftige, middellange, med store For- og smaa Bagklove, Halen er kort og tyk, korthaaret, men endende med en svær Haardusk. Pelsen er tyk og tæt, fra Hagen hænger et langt Skæg ned, og Halsen bærer paa sin Underside en tæt Manke. Haarklæd- ningens Farve er mellembrun, mørkere er Hovedets Sider, Manke, Fødder og Haledusk. Skove ined bLindet Nn.3.1e- og l^övtreLdoLtarict er mest yndede af Bisonen, eller var det, medens den endnu var videre udbredt, især naar der i dem fandtes mange og store Moser eller side, sumpede Partier, hvor Ask, Pil, El og Birk groede i Mængde. Den æder nemlig ikke hverken Gran eller Fyr, men holder sig til Blade, Kviste og Knopper af Løvtræer, til Græs, Buske o. 1. Den Fortræd, Skoven lider herved, udlignes let, saa længe den ligger hen i sin naturlige Tilstand; i forstmæssig behandlede Skove vilde Bisonen selvfølgelig