Vor Klodes Dyr 1

334 DE PALÆARKTISKE DYR. men hvor den ikke forulempes, bygger den ogsaa i lave Træer tæt ved Huse, eller endog i Buske kun en Meter eller saa overjorden. Reden, hvis Bygning allerede paabegyndes i Februar—Marts, er kugleformet, løst og aabent sammenflettet helst af Tjørnegrene, hvor saadanne er at faa. Dens nederste Halv- del er solidest, belagt med Jord eller Græstørvstumper og oven paa det med bløde Plante- dele. Det løsere Tag er dog tilstrækkeligt til at sikre den rugende Hun mod Angreb al Rovfugle. Til Redens Indre fører to, lige for hinanden liggende Indgangshuller. Tidligt paa Foraaret lægger Hunnen 5 til 8 Æg, men forinden har Hannen lagt sine Følelser for hende for Dagen ved en pudsig, ret vellydende Pludren, efter nogle endog ved en lidet lydelig, kun af faa Strofer bestaaende, melodisk Sang. Dette sidste, der for- tælles ogsaa om Ravn og Krage, er dog næppe rigtigt. En Gang parrede Skader holder sammen, saalænge begge er i Live. Ungerne mades af begge Forældrene væsentligt med Insekter, Larver o. L, men i øvrigt er Skaderne altædende og navnlig berygtede som slemme Redeplyndrere. De er i stadig Bevægelse inden for det begrænsede Omraade, de i Keglen færdes paa, ud og ind mellem Træer og Buske, undersøgende hver Græstue paa Marken og hvert Hul i Stendiger og lignende Lokaliteter. En Fuglerede undgaar derfor vanskeligt deres Opmærksomhed, og er den først opdaget, da ve Æg og Unger. Smaa Kyllinger og Ællinger snapper de frækt bort, ofte endog inde i Gaardene; derfor, og fordi de er slemme til at plyndre Kirsebær- træerne, er de mange Steder forhadte. Hos os forfølges de dog paa adskillige Egne aldrig, men betragtes snarere som velkomne Gæster, hvor de sætter Bo ved Hus eller i Flave. Naar Ungerne er flyvefærdige, kan man se hele Familien følges ad paa Udflugter i Redestedets nærmeste Omegn, og først sent ud paa Efteraaret forlader de Forældrene, undertiden for at slaa sig sammen med anden letsindig Ungdom og føre et vagabonderende Liv. Store Skadeflokke ser man aldrig, uden at dette dog har sin Grund i Uselskabelighed. Man kan tværtimod ofte se, hvorledes det ene Par aflægger det andet venskabelige Besøg for at faa sig en fornuftig Passiar; men naar de har snakket ud, gaar hver til sit. Natten tilbringes uden for Yngletiden i tætte Trækroner, ofte i stynede Popler eller Pile, hvor Fuglene da søger sig en lun Plads inde mellem de mange fra den af huggede Stamme ud- springende Grene. Skaden har Fjender nok, men dens Klogskab og med Dristighed parrede Forsigtighed hjælper den dog som oftest uskadt gennem Livet. Opdager den en formentlig Fjende, slaar den straks Alarm, hvis denne er et firbenet Dyr: en Kat eller Ræv f. Eks., og man vil da kunne se, hvorledes dens Frænder og Venner hurtigt samles alle Vegne fra for under højrøstede Skrig og ivrig Skræppen at følge Dyrets Vej, flyvende fra Træ til 1 ræ. Er Fjenden derimod en Jæger, signaliseres hans Tilsynekomst ganske vist ogsaa, men der- efter bliver alt stille. Skaderne paa Stedet forholder sig tavse, forputter sig i Trækronerne eller skjuler sig uden for Skudvidde bag tykkere Grene, og Kammeraterne passer vel paa at holde sig borte fra det farlige Punkt. De ved tydeligt nok, at Faren truer dem under en anden Form fra Jægeren end fra Rovdyret, og at det er Bøssen, de har at frygte. Det er ingen let Sag at komme til at skyde Skader, hvor de jævnlig har været udsatte for For- følgelse, bedst lykkes det, naar man i Tusmørket skræmmer dem op fra deres Sove- pladser. Det kan ikke nægtes, at Skaden i visse Maader er en besværlig Fugl, hvis Frækhed