Vor Klodes Dyr 1

502 DE PALÆARKTISKE DYR. er smaa og æsellignende, de sidste større, kraftigere og mere hestelign ende, hvorfor man næsten overalt kun tillægger saadanne, til Trods for, at Avlen er forbunden med visse Vanskeligheder. Thi medens en Æselhoppe gladelig tager imod en Hingst, vil en Hoppe som Regel ikke indlade sig med en Æselhingst. Man maa derfor narre hende ved først at føre en Hingst af hendes egen Art frem for hende og derpaa hurtigt og uden at hun ser det ombytte den med en Æselhingst. Dette viser, tillige med Krydsningernes næsten fuldstændige Sterilitet, at der er en ikke ringe Slægtsforskel mellem de to Dyrearter. Sær- lig i Bjærgegne, som Spanien og Sydamerikas Andes, er Muldyrene skattede paa Grund af den uovertræffelige Sikkerhed, med hvilken de færdes paa vanskelige Bjærgveje. Blandt de mindre Pattedyr frem byder navnlig Gnaverne særlige Steppe- og Ørken- former. Det har for dem med deres store Tilpasningsevne været let at antage de Egen- skaber, der skal til for ude i de aabne Terminer at sikre Eksistensen trods Forfølgelser og ugunstige Stedforhold. Udviklingen er gaaet i to Retninger, dels er Dyrene slaaet ind paa et skjult, gravende Liv, dels er deres Evne til hurtig Stedforandring bleven i høj Grad for- øget ved Baglemmernes store Længde og Kraft. Blandt de gravende Former maa omtales et Par Dyr, der vel ikke er saa udelukkende Steppedyr som mange andre, men som dog, hvor de træffes uden for Stepperne, holder sig til skovbare Marker eller højst sætter Bo i Smaakrat. Det ene er Suslik’en (Spermophilus citillus), et allerkæreste lille Væsen at se til og morsom at iagttage. Den bebor Syd- og Mellemrusland og er derfra vandret Vest paa, gennem Ungarn, Polen og Schlesien til ind i Mellemtyskland. Den er slankt bygget og lavbenet, bliver c. 25 Ctm. lang og er rødgul ovenpaa, lysere paa Bugsiden. Den graver dybe og snævre Huler i fast og tørt Jordsmon, og dens Graveevne er saa stor, at det for den er en smal Sag at arbejde sig gennem en tyk Teglstensmur. Den er udstyret med store Kæbeposer, i hvilke den hjembærer alle Slags Plantedele, der udgør dens Føde. Skønt Suslik’en sover Vintersøvn, samler den sig dog Forraad, som den formodentlig fortærer, inden den for Alvor falder i Dvale. Endnu kan nævnes, at den har Tilbøjelighed til at rapse og slæbe i Hus glinsende Genstande. Dens Boer er lette at finde, da dens Urin udbreder en stærk Stank, som formader dem paa Afstand. Medens Suslik’en i Systemet stilles nærmest ved Murmeldyrene regnes Hamsteren (Cri.ce.tus frumentarius') for at være i nær Slægt med Studsmusene. Den ligner nærmest en stor, lavbenet, korthalet og plumpt bygget Rotte med tæt, glat Pels, der er brungul paa Dyrets Ryg-, sort paa dets Bugside, en hos Pattedyr temmelig ualmindelig Farvefor- deling. Den bliver c. 30 Ctm. lang og har store Kæbeposer. Fra det østlige Mellemtyskland til ind i Sibirien er Hamsteren kun alt for almindelig i alle frugtbare, korndyrkende og nogenlunde tørre Egne, men den er tillige i Færd med at brede sig mod Vest og er i de senere Aar optraadt, om end spredt, endog i Elsass-Lothringen. Skove og fugtige Steder skyr den. Den graver sig Gange i Jorden og samler i disse ikke ubetydelige Forraad af Korn, Ærter, Bønner o. 1., som den lever højt paa og æder sig fed i om Efteraaret, inden den falder i Vintersøvn. Naar Tiden til denne nærmer sig, tilstopper den omhyggeligt Boens Udgangsrør, som den først aabner igen om Foraa ret, naar den vaagner for at tage fat paa Sommerens Idrætter. Disse bestaar væsentlig i Forplantning, Æden og Slagsmad, thi Hamsteren er et yderst ufredeligt Dyr, lige saa modig og angrebs-