Universets Undere
1. Bind

102 UNIVERSETS UNDERE med brede, femtaaede Fødder, som havde stærke, krumme Kløer paa de tre Tæer, medens de andre var afstumpede. Halsen var lang som hos en Svane eller en Struds, men var langt mere klodset og ikke saa bøjelig. Den bar et forholdsvis lille, kun omtrent en halv Meter langt Hoved, hvis Øjne sad højt oppe, medens Næseborene, ligesom hos de fleste Fugle, sad i Plan med dem. Kæberne var kun fortil væbnede med en Række smalle, spinkle Tænder, mindende om Tænderne paa en Kam. Me- dens Hoved og Hals tilsammen var omtrent dobbelt saa lange som Kroppen, var Halen henved 15 Meter lang og løb jævnt ud i en tynd Spids, der maa have været bevægelig og bøjelig som en Piskesnært. Det er vanskeligt at forestille sig, hvad en saadan piskeformet Hale kan have gjort godt for — med mindre den saa svagt tandbevæbnede Kæmpeøgle har benyttet den som en rigtig Pisk til at holde sig de samtidigt levende, nærgaaende Rovøgler fra Livet, en Anvendelse, der, i mindre Maalestok, finder sit Sidestykke hos Nutidens Varaner. Man antager, at Diplodocus har ført et amfibialsk Liv og levede af Planter, som den rodede op fra Søernes Bund. Kloerne synes at have været godt egnede hertil, og Tændernes Form og Stilling tyder paa, at de har virket som en Slags Si, der har ladet Vandet løbe ud og tilbageholdt Føden. Muligvis har Diplodocus ogsaa søgt særligt Tilhold i Søerne mod sine Fjender, og da intet Krybdyr kan aande under Vandet, har den usædvanlig lange Hals under saadanne Forhold kunnet gøre det muligt for Kæmpeøglen at skjule sig ved at dykke Legemet ned og kun holde Ho- vedet under Vandfladen. Selv om den da støttede paa alle fire Lemmer, vil den dog paa adskillige Meters Dybde kunne have haft Næsebor og Øjne oppe over Vandskorpen; og rejste den sig paa Kænguruens Vis, kun støttende paa Baglem- merne og den lange Hales forreste, muskuløse Parti, vil den jo endogsaa have været i Stand til at søge Tilflugt paa meget dybt Vand, hvor Fjenden maaske ikke kunde naa den. Det er umuligt at vide, hvilke Aarsager der har bevirket Diplodocus’ og andre Kæmpeøglers Undergang. Maaske har forandrede klimatiske Forhold medført, at de Sumpe og Søer, hvori den søgte Tilhold, udtørredes, og at den Plantevækst, hvoraf den levede, gik til Grunde. Sikkert er det imidlertid, at med Udgangen af den Periode, hvori de planteædende Dinosaurier uddøde, forsvandt ogsaa de kød- ædende, rovjagende Kæmpeøgler, der havde levet af dem. Det ene Led i Kæden trak det andet med sig. DEN LANGHALEDE YOKOHAMA-HANE ALLEREDE seks Aarhundreder før vor Tidsregning drev man i Japan Opdræt- ning af det bisarre Kunstprodukt, som gaar under Navn af »Yokohama-Haner«. Den samme ihærdige Stræben, som karakteriserer Japanerne, naar det drejer sig f. Eks. om mesterligt udskaarne Elfenbenssager eller beundringsværdige Akvareller, har ogsaa fremelsket disse mærkelige Fugle, hvorom der findes adskillige interes- sante Historier i den japanske Literatur. Saaledes skriver en gammel japansk Almanak følgende: »Engang i fordums Dage valgte Provinsen Tosa (hvor Yokohamaerne særlig op- drættedes) en Fjer til Vaabenmærke og opfordrede alle Lensmænd til at pryde deres Spyd med en Fjer, at bære som Emblem ved festlige Lejligheder og i officielle Pro- cessioner. Der opstod da en Kappestrid mellem Krigerne indenfor Simurai-Stammen