Universets Undere
1. Bind

 126 UNIVERSETS UNDERE som paa vort Helsidesbillede — uvilkaarligt det Indtryk, at den lider af Aandenød og trods sin spraglede Trikot over Forsvarsrustningens Harnisk ikke er synderlig glad ved Tilværelsen. Men Fysiognomiet kan jo bedrage, — især, naar det tilhører et os saa fjernt staaende Væsen som en Koffertfisk. SABELKATTEN I AET er en stor Vildfarelse at tro, at en højt udviklet Organisation er ensbety- dende med Sejr i Kampen for Tilværelsen. Specialisering i Bygning betyder jo Tilpasning til ganske bestemte Livsbetingelser; men forsvinder disse, maa den særligt specialiserede Organisme ogsaa forsvinde, fordi netop den ikke er i Stand til at læmpe sig efter de forandrede Forhold. I denne almindelige Sandhed ligger den naturligste Forklaring af, at Sabelkatten — der i flere Henseender var den højst udviklede af alle Rovdyrformer — maatte uddø, da Istiderne satte ind, og de stærke klimatiske Forandringer anrettede Ravage blandt Tertiærtids-Dyrene. Navnet »Sabelkat« hentyder til den mægtige Udvikling af Overkæbens Hjørne- tænder, der var sammentrykte, skarpkantede og sabelformede; hos nogle Arter ragede de 15 Centimeter, eller endnu mere, udenfor Munden og dannede de fryg- teligste Mordredskaber, et Rovdyr nogensinde har ejet. Navnet »Sabeltiger«, der undertiden anvendes, skal ikke betegne andet, end at den i Størrelse og Styrke kunde maale sig med Tigeren; thi noget særlig nært Slægtskabsforhold mellem disse to Dyr har der næppe været. Efter Skelettet at dømme var Sabelkatten — Machærodus, som dens videnskabelige Betegnelse lyder, — et korthalet, tungt bygget Rovdyr, hvis svære Forkrop vidner om ret langsomme Bevægelser. De vældige Hugtænder og hele den Muskeludvikling, der fordredes for, at de kunde virke med fornøden Kraft, prægede Hovedformen paa en ejendommelig Maade, navnlig ved at forkorte Afstanden mellem Øje og Øre. Endnu stærkere ændredes det kattelignende Fysiognomi ved Hagepartiets kraftige Udvikling. — Adskillige Forhold tyder paa, at Sabelkattene levede i mere eller mindre aabent Land, og man kan da formode, at de, ligesom Løven, har været ensfarvede, og, efter Ana- logier at dømme, at deres Unger maaske havde længdestribet Pels. Da de omsider maatte bukke under, havde de eksisteret gennem lange Tider — nemlig fra et af Tertiærtidens ældste, oligocæne, Tidsrum til Istiden; — og de havde haft en meget vid Udbredelse. Skeletter og Skeletdele af flere forskellige Arter er fundne baade i Europa-Asien og i saavel Nord- som Sydamerika. Fra Asien er de sandsynligvis trængt ind i Nordamerika og derfra videre til Sydamerika. Et stærkt omdebatteret Spørgsmaal har det været, hvorledes de Arter, der havde meget lange Hugtænder, bar sig ad med at dræbe og fortære deres Bytte. At de ikke har fortæret det paa sædvanlig Vis, synes med Sikkerhed at fremgaa af Un- derkæbens svage Udvikling og Uskikkethed til at kunne lukke sig tilstrækkeligt op, saa at Gabet kom klar af Hjørnetandsspidserne. Sandsynligst er det, at Sabelkatten benyttede sine Dolke til at gennembore sit Byttes Halspulsaare og, ligesom Maa- rene, væsentlig levede af at suge dets Blod.