Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
126
UNIVERSETS UNDERE
som paa vort Helsidesbillede — uvilkaarligt det Indtryk, at den lider af Aandenød
og trods sin spraglede Trikot over Forsvarsrustningens Harnisk ikke er synderlig
glad ved Tilværelsen. Men Fysiognomiet kan jo bedrage, — især, naar det tilhører
et os saa fjernt staaende Væsen som en Koffertfisk.
SABELKATTEN
I AET er en stor Vildfarelse at tro, at en højt udviklet Organisation er ensbety-
dende med Sejr i Kampen for Tilværelsen. Specialisering i Bygning betyder
jo Tilpasning til ganske bestemte Livsbetingelser; men forsvinder disse, maa den
særligt specialiserede Organisme ogsaa forsvinde, fordi netop den ikke er i Stand til
at læmpe sig efter de forandrede Forhold. I denne almindelige Sandhed ligger den
naturligste Forklaring af, at Sabelkatten — der i flere Henseender var den højst
udviklede af alle Rovdyrformer — maatte uddø, da Istiderne satte ind, og de stærke
klimatiske Forandringer anrettede Ravage blandt Tertiærtids-Dyrene.
Navnet »Sabelkat« hentyder til den mægtige Udvikling af Overkæbens Hjørne-
tænder, der var sammentrykte, skarpkantede og sabelformede; hos nogle Arter
ragede de 15 Centimeter, eller endnu mere, udenfor Munden og dannede de fryg-
teligste Mordredskaber, et Rovdyr nogensinde har ejet. Navnet »Sabeltiger«, der
undertiden anvendes, skal ikke betegne andet, end at den i Størrelse og Styrke
kunde maale sig med Tigeren; thi noget særlig nært Slægtskabsforhold mellem
disse to Dyr har der næppe været. Efter Skelettet at dømme var Sabelkatten —
Machærodus, som dens videnskabelige Betegnelse lyder, — et korthalet, tungt
bygget Rovdyr, hvis svære Forkrop vidner om ret langsomme Bevægelser. De
vældige Hugtænder og hele den Muskeludvikling, der fordredes for, at de kunde
virke med fornøden Kraft, prægede Hovedformen paa en ejendommelig Maade,
navnlig ved at forkorte Afstanden mellem Øje og Øre. Endnu stærkere ændredes
det kattelignende Fysiognomi ved Hagepartiets kraftige Udvikling. — Adskillige
Forhold tyder paa, at Sabelkattene levede i mere eller mindre aabent Land, og
man kan da formode, at de, ligesom Løven, har været ensfarvede, og, efter Ana-
logier at dømme, at deres Unger maaske havde længdestribet Pels.
Da de omsider maatte bukke under, havde de eksisteret gennem lange Tider —
nemlig fra et af Tertiærtidens ældste, oligocæne, Tidsrum til Istiden; — og de
havde haft en meget vid Udbredelse. Skeletter og Skeletdele af flere forskellige
Arter er fundne baade i Europa-Asien og i saavel Nord- som Sydamerika. Fra Asien
er de sandsynligvis trængt ind i Nordamerika og derfra videre til Sydamerika. Et
stærkt omdebatteret Spørgsmaal har det været, hvorledes de Arter, der havde
meget lange Hugtænder, bar sig ad med at dræbe og fortære deres Bytte. At de
ikke har fortæret det paa sædvanlig Vis, synes med Sikkerhed at fremgaa af Un-
derkæbens svage Udvikling og Uskikkethed til at kunne lukke sig tilstrækkeligt op,
saa at Gabet kom klar af Hjørnetandsspidserne. Sandsynligst er det, at Sabelkatten
benyttede sine Dolke til at gennembore sit Byttes Halspulsaare og, ligesom Maa-
rene, væsentlig levede af at suge dets Blod.