Universets Undere
1. Bind

INDRIEN PAA MADAGASKAR 135 Første Gang Evnen til at gaa oprejst dukkede frem, var i de længst henfarne Tidsrum, da den opstod blandt Krybdyrene og førte til Udvikling dels af forunder- lige Kæmpeøgler, dels af Fuglene. Paa ny bryder den igennem hos den gamle, lavt- staaende Pattedyr-Orden Pungdyrene, bl. a. hos Kænguruerne; og endelig viser den sig, her mere udpræget, blandt Halvaberne eller Lemurerne, denne i mange Henseender saa ejendommelige Dyregruppe, der i vore Dage har sit Hovedkvarter paa Madagaskar, og som i afstamningshistorisk Henseende er interessant ved, at den staar omtrent midtvejs mellem Insektæderne og de ægte Aber. Vi ved nu, at der i tidligere Tider paa Madagaskar har levet en Halvabe, som næsten havde et Menneskes Størrelse, og som gik oprejst — et af Naturens »mis- lykkede Forsøg« paa at skabe Forløbere for det virkelige Menneske. Sandsynligvis var denne Forløber allerede uddød, da det blivende Menneske kom til Madagaskar; men blandt de Halvaber, der i vore Dage bebor denne i dyregeografisk Henseende saa mærkelige 0, færdes den største Form, den omtrent rævestore Indri, dog hyp- pigt paa Bagbenene alene. Saa kraftige er disse Bagben, at de sætter Indrien i Stand til at springe fra Gren til Gren over Afstande paa en halv Snes Meter! Nede paa Jorden gaar den ikke paa alle Fire, men rejser sig og hopper afsted i en Række Spring, idet den holder Balancen ved at løfte sine Arme tilvejrs, op over Hovedet. Baglemmernes inderste Taa er stor, ligesom hos Mennesket; men den kan, som hos de ægte Aber, modsættes de andre Tæer. Halen er kun en lille kort Stump paa et Par Centimeters Længde. Den tykke Pels faar en livlig Farvetegning ved Inddelingen i sorte og creme-hvide Felter; men forøvrig varierer Tegningen indi- viduelt, og nogle Indrier skal endog kunne være ensfarvet hvide. Indriens Hjem synes at være begrænset til Skovene paa Madagaskars Østkyst, hvor den lever i Smaaflokke paa fire—fem Individer, hver Flok sandsynligvis én Familie, bestaaende af Fader, Moder og voksne Børn. Dens Føde er Frugt og Insekter, og den er langt mere Dagdyr, end Halvaberne plejer at være. Ved uaf- ladelig Skrigen i Trætoppene Dagen igennem skal den endog kunne virke højst irriterende. DAGLIGT LIV BLANDT HVEPSE EN smuk Solskinsdag først i November. Den unge Hvepsedronning er netop kom- men hjem fra sin Bryllupsrejse. Paa en eller anden Maade har hun mistet Ge- malen; men Tabet gør ikke synderligt Indtryk paa hende. I Virkeligheden gik det saaledes til, at da en kold Aftenvind ved Solnedgang varslede nær forestaaende Frost, krøb Manden ind under en Murbjælke og satte sig der til at afvente Døden; thi Hvepsehannen lever kun faa Timer efter Bryllupsrejsen, og med den første Frosts Komme er hans Skæbne beseglet. Nu mærkede ogsaa Dronningen Kulden, og en Følelse af Mathed overvældede hende. Hun var fløjet ned paa en gammel Elmestammes solbeskinnede Side og krøb nu langsomt hen over Barken. Pludselig opdagede hun en Revne deri, pres- sede sig igennem og befandt sig inde i en hul Stamme. Et Par Minutter krøb hun omkring og befølte Træhulens Vægge, udsøgte sig dens tørreste Sted, greb saa med sine kraftige Kindbakker fat i en fremspringende Vedsplint, foldede Vingerne tæt sammen om sin Krop og faldt straks efter i dyb Søvn. Da hun atter vaagnede, følte hun sig lidt utilpas og stiv; men da der gennem