Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
KRAVEØGLEN
163
sagelig at være Jorddyr; i det mindste saa han dem dér tit fare om paa Jorden med
lange Spring, støttende paa Bagfødderne alene — et Syn, der altid gjorde et uimod-
staaelig komisk Indtryk paa ham. Naar han imidlertid af den oprejste Stilling drog
den Slutning, at Kraveøglen skulde være særlig nært beslægtet med Fortidens
Iguanodon og de andre Kæmpeøgler, der sædvanlig sprang om paa Baglemmerne
alene, tillagde han den oprejste Gang mere Betydning som Slægtskabsmærke, end
der tilkommer en saadan funktionel Tilpasning.
Forøvrigt er det svært at løse det udviklingshistoriske Problem, som Kraveøglen,
og frem for alt dens store, forunderlige »Krave«, frembyder. Det er vanskeligt at
opfatte denne Krave som Resultat
af en gradvis, jævn Udvikling af en
oprindelig, ubetydelig Hudfold bag
Øret. I alt Fald som Advarselsmid-
del vilde Hudfolden jo først kunne
faa Betydning for Dyret, naar den
allerede havde naaet en vis, ret an-
selig Størrelse. Den Hypotese er da
ogsaa fremsat, at Hudfolden egent-
lig fra Begyndelsen af havde samme
Betydning som vor Ørelap, nemlig
at hjælpe til at opfange flere Lyd-
bølger, og ved »Ørelappens« tilta-
gende Størrelse kom den saa efter-
haanden til at danne det nuværende,
KRAVE-PARADISFUGL (LOPHORINA SUPERBA)
Hannen har en smaragdgrön og turkisblaa Brystkrave og en udstaaende
Sidekrave, der er fløjlssort med Purpurglans. Hunnen er uanselig brun
og graa uden mindste Fjerprydelse,
besynderlige Advarselsmiddel, — et
Skræmmemiddel, man fristes til
at sammenligne med de skrækind-
jagende, malede Træmasker, mange
Naturfolk ynder at anlægge.
PARADISFUGLE
DA de første pragtfulde Fjerdrag-
ter af Paradisfugle i Begyndel-
sen af det 16. Aarhundrede kom fra
Ny Guinea til Europa, opstod om
dem en Mytekrans, som haardnak-
ket holdt sig gennem Aarhundreder.
Helt til sidste Halvdel af det 18. Aar-
hundrede var nemlig alle Skindene
af »Gudernes Fugle« — Manuk
dewata, som de malayiske Hand-
lende kaldte dem, — uden Fødder,
og det hjalp ikke, at de faa euro-
pæiske Rejsende og Naturforskere,
som havde set Paradisfugle i deres
Hjemstavn, nok saa meget betonede,
KRAVE-PARADISFUGL MED UDSLAAET KRAVE.
21*