Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
DYNDSPRINGERENS ELLER »BOMMIFISKEN«S LANDLIV 181 punkt under »Bommifiskenas lange Spring og gør samtidig Nytte som et Sugeappa- rat, der sætter den i Stand til at klemme sig fast til Træernes Bark, medens den med behændige Hop klatrer op ad Stammen. Et Beskyttelsesmiddel mod Angreb har Dyndspringeren — som saa mange andre Pigfinnefisk — i sin Rygfinne, hvis spidse Pigge kan rejses op; men et langt bedre Værn er det sikkert, at dens Kød er saa uspiseligt, at ikke blot Kystbeboerne, men ogsaa de fleste Strandfugle forsmaar det. Dens eneste Fjender er derfor dens nær- meste Slægtninge — Fiskene; men dem har den jo et udmærket Middel til at und- gaa, — simpelt hen ved at hoppe op paa Land og forlade det Element, hvortil For- følgerne er bundne. I samme Nu er den udenfor deres Rækkevidde, og da der i de tropiske Lagune- og Deltasumpes Mudder- og Vandpytter er nok af Krebs, Orme og smaa Skaldyr, lider den ingen Næringsmangel. Her inde paa Landjorden, tryg for Mennesker, Fugle og Fisk, kan »Bommifisken« i behageligt dolce-far-niente nyde sin Siesta efter Maaltidet eller samle Appetit til det næste ved en lystig Tagfat eller en Fluejagt paa Mangrovetræernes Luftrødder sammen med Kammeraternes Flok.-------En misundelsesværdig Idyl-Tilværelse for mangen en forfulgt eller sulten Fisk blandt dens Slægtninge derude i Floden og Havet, hvor Livet former sig saa helt anderledes, og hvor Kampen for Føden og for selve Eksistensen er det Program, efter hvilket der maa leves. EN AFRIKANSK KÆMPE-LOBELIA HVIS Planterne klassificeredes udelukkende efter ydre Habitus, vilde ingen Bo- taniker fordriste sig til at stille den lille blaa Lobelia fra vore Haver og de kæmpemæssige Lobelier fra det tropiske Afrikas højeste Bjergtoppe og fra Syd- afrikas lavere Bjerge i een og samme Slægt; thi medens vor hjemlige Lobelia er en beskeden, kun nogle Centimeter høj Urt, har dens afrikanske Slægtninge et Ydre, der langt snarere minder om Aloer eller Kaktus, og kan opnaa en Højde af en halv Snes Meter. Blomsternes Bygning godtgør imidlertid Frændskabet mellem disse Kæmper og Dværge indenfor samme Slægt — en Slægt, der forøvrig er saa ud- bredt og almindelig paa Central- og Sydafrikas Bjerge, at Blomsterne af dens min- dre Former dækker store Strækninger med prægtig straalende, ultramarin- og azur- blaa Tæpper. Da den tyske Afrikaforsker, Baron von der Decken, undersøgte Kilimanjaros Bjergsider i det østlige ækvatoriale Afrika, naaede han op paa Højdedrag, hvor Plantevæksten havde en fuldstændig alpin Karakter og fandt her de Kæmpe-Lo- belier, som senere opkaldtes efter ham. Senere har denne Artikels Forfatter (Harry Johnston) besøgt de samme Egne og genfandt Planten; men endnu langt talrigere saa han den vokse oppe paa Ruwenzori-Bjergene, omtrent midt i Afrikas Hjærte. Her groede de i 3—4000 Meters Højde, dannende naturlige Blomsterparker, hvis imponerende Udseende hosstaaende Fotografi viser. Det høje, søjlelignende »Skaft« er foroven besat med blanke, lysegrønne, skælformige Dækblade, der bøjer sig nedefter, medens de store, stive, mørkegrønne Blade, der beklæder Søjlens nedre Halvdel, er rettede opad. Mellem de lyse Dækskæl sidder store, dybt ultramarin- blaa Blomster, og naar disse er fuldt udviklede og aabnede, og Solen staar højt paa Himlen, retter Dækskællene sig til Vejrs, saa at de pragtfulde Blomster rigtig kan gøre deres blaa Farve gældende. Og snart omsværmes de da ogsaa af utallige