Universets Undere
1. Bind

EN AFRIKANSK KÆMPE-LOBELIA 183 Bier og undertiden tillige af de straa- lende Nektariner eller Honningsugere — afrikanske Smaafugle, der i ædelstens- funklende Fjerpragt kappes med Syd- amerikas Kolibrier (og af mindre zoo- logisk kyndige Rejsende og Forfattere — bl. a. af Pierre Loti — er bievne for- vekslede med dem). OgsaaandrekæmpemæssigeLobelia- Arter kan man finde paa det østafrikan- ske, tropiske Højlands Bjerge, men in- gen er saa smuk og saa dekorativ som von der Decken’s. Mærkeligt er det, at der endnu ikke er gjort noget Forsøg med at overføre denne Vækst, et af Planteverdenens yp- perste Undere, til Europas Haver. Det europæiske Klima vilde ikke være no- gen absolut Hindring for et saadant For- søg, thi paa de alpine og subalpine Høj- der, hvor Kæmpe-Lobelierne vokser, maa de til Tider være udsatte for baade Frost og Sne. I europæiske Parker vilde de være en enestaaende Pryd. KÆMPE-LOBELIER PAA RUWENZORI-BJERGENE I CENTRALAFRIKA. EN ÆGSPISENDE SLANGE DER er mange Slanger og større Øgler, som sætter overordentlig Pris paa at faa Fugleæg til Frokost eller Middag, naar de har Held til at kunne liste sig over en Rede og faa fat i dem. Men saadanne Lækkerbidskener er som Regel ret sjeldne, og desuden sætter Gabet, navnlig hos Øglerne, en Grænse for, hvor store de Æg maa være, hvormed de kan delikatere sig. I Sydafrika lever der imidlertid en Slange, Dasypeltis scabra, som har gjort Nydelsen af Fugleæg til sin Specialitet, og denne professionelle Ægspiser udviser under Maaltidet en Jonglørfærdighed, der næsten kan konkurrere med den mest drevne Sabelslugers Teknik. Thi skønt denne Slange næppe bliver over 90 cm lang, og oftest er brtydelig mindre, og skønt dens Legemsomfang ikke er større end nor- malt hos tilsvarende Slanger, kan den dog, selv om den ikke har naaet Artens fulde Størrelse, sluge et Hønseæg. I Modsætning til de fleste andre Slanger, der lejlighedsvis snapper et Æg, knu- ser denne ikke Æggene i Munden, men sluger dem hele. Hvorledes den bærer sig ad dermed, og hvor Æggene da omsider knuses, saa Indholdet kan komme Slan- gen tilgode, vil fremgaa af følgende. Som bekendt tillader Underkæbens Ledfor- bindelse med det øvrige Hovedskelet Slanger at gabe over en uforholdsmæssig stor Mundfuld, og vi kender alle et Eksempel herpaa i vor almindelige Snogs Evne til at sluge en Frø. Denne Evne er for det første i en ganske særlig Grad udviklet hos