Universets Undere
1. Bind

UNIVERSETS UNDERE KÆMPEBILLEN GOLIATH at »snadre« med mellem Dynd og Plan- Føde, og en Hudfold ved Næbroden 192 vi har anført. Det er udmærket skikket til ter efter Snegle, Orme og anden lignende værner baade Pelsen mod Dynd, naar Dyret roder i Bunden, og Øjnene mod Jord, naar det graver sin Hule. Denne har oftest sin Indgang under Vandspejlet og dan- ner en 6—12, ja endog indtil 15 Meter lang, bugtet Gang, der ender i en rummelig, kedelformig Fordybning, hvis Gulv Dyret udpolstrer med Græs, hvori Æggene lægges. Skønt Næbdyret, efter dets ringe Hjerneudvikling at dømme, næppe besid- der synderlig høj Intelligens, viser det dog ved sin Hulegravning i Almindelighed den Forsigtighed foruden Indgangen fra Søsiden at have en Reserveudgang paa Land. Desværre holder de Indfødte meget af dets Kød og jager det derfor ivrigt i Skumringstiden, naar det fra sin Hule søger ud i Floden for at finde Føde. Træffes der ikke Fredningsforanstaltninger, vil der maaske ikke hengaa mange Decennier, inden denne tiloversblevne Efterkommer af en fortidig og primitiv Pattedyrtype er udslettet af de Levendes Tal. LANDT Landdyr synes kæmpemæssig Legemsstørrelse ikke at have været noget Fortrin; snarere ser det ud, som om Udviklingen af Livsformer derved førtes ind paa en »blind« Vej og standsede. I hvert Fald er det betegnende, at In- sekterne — den paa Arter og Individer rigeste af alle Landdyrgrupper — gennem- gaaende kun omfatter smaa Former, hvis Maal maa angives i Millimeter eller, højest, i Centimeter. Kæmpen i dette talløse Dværgesamfund er den 10 cm lange Goliathbille, der vistnok er det største af alle baade nu og i tidligere Jordperioder eksisterende In- sekter. Andre kan være længere, f. Eks. de »vandrende Pinde« og den sydameri- kanske Herkulesbille, der kan blive 15—16 cm lang; men ingen af dem kan allige- vel i Legemsmasse maale sig med Goliathbillen. Som rimeligt er, har denne Kæmpe sit Hjem i Troperne, hvis rige Plantevækst maa frembyde de bedste Betingelser for en særlig kraftig legemlig Udvikling. Guinea- kystens og Centralafrikas Skove er de Egne, hvor Insektsamleren kan opleve det Syn at se disse mægtige Biller flyve om. Som deres nærmeste Slægtninge hos os, Guldbasserne, tumler omkring paa vore Skovenge, summer de rundt i Skovlys- ningerne. Flyvemaaden er den samme, — men Goliathbillens Summen lyder jo adskillig kraftigere og sammenlignes af den engelske Entomolog Dr. Bennet med Lyden af »Damp, der strømmer ud gennem en lille Sikkerhedsventil«. Saa hurtig er den tilsyneladende klodsede Goliathbilles Flugt, at dens Vingeslag øjnes som en Glitren i Luften, og at det hyppig kun er den stærke Lyd, der røber den. Som ofte i Dyreverdenen, og ikke mindst blandt Insekterne, maa Begrebet »det smukke Køn« overføres fra det Køn, hvor det efter Menneskers Tradition hører hjemme, til det »stærke« Køn og bliver enstydigt dermed. Goliathbillens Hun er ikke blot meget mindre end Hannen og legemlig svagere, men har desuden hver- ken dens ejendommelige Horn eller dens klare Farvetegning. Hos Hannen staar Hovedets, Brystets og det indre Dækvingepartis Elfenbenshvidt pragtfuldt til Dy- rets fløjlssorte eller mahognibrune Grundfarve, — og man forstaar godt, hvilken kostelig Fryd det maa være for Forskeren at faa Held til at indfange denne Mam- mut blandt Insekterne og kunne indlemme den i sin Samling. Da de første Goliath-