Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
URSKOVSINTERIØR MED LIANER 197 Hovedmaaltid, formindsker naturligvis ikke Jagtglæden. — Hvorom alt er — der burde gøres Forsøg med at indføre denne fornøjelige Fisk og skaffe den Borgerret i vore hjemlige Stueakvarier. Viser det sig, at den kan trives her, vil vi sik- kert have ikke mindre Glæde end Malayerne af at iagttage dens Skyden til Maals efter Fluer, der kommer indenfor dens Rækkevidde. URSKOVSINTERIØR MED LIANER FORNEMT tillukket som en gammel, ærværdig Helligdom løfter Urskovens Bryn sig højt til Vejrs. Intet Blik formaar at gennemtrænge den Mur af Grønt i alle Løvets Toner eller det med Blomster indvævede Forhæng af slyngende og klatrende Lianer, hvormed Skovens Indre afspærrer sig fra Yderverdenen. Knap nok for- staar man, at de brogede Fugleflokke saa let kan smutte ud og ind gennem de tætte Løvmasser, der som brede Kaskader vælder fra taarnhøje Grene helt ned til Jordens Grund. Kun med aarvaagen Forsigtighed drister den Fremmede sig lil at bryde ind gen- nem Skovbrynets Vildnis: Mellem de grønne Slyngplanter hænger maaske lige saa grønne Træsnoge, badende sig i Sollyset, ubevægelige og selv lignende Ranker, indtil man opdager de stirrende Øjne, der glimter gyldent som et Par smaa Topaser, eller indtil »Ranken« pludselig, skræmt ved Støjen, vaagner til Liv og lynsnart og tyst glider ind og forsvinder mellem Løvtæppets Folder. Tornede Akasier og føl- somme Mimoser, hvis Blade sænker sig spøgelseagtigt stille, Natskyggeplanter med giftfyldte Pigge paa de brede Blade, smaa Underskovspalmer, hvis sorte Stammer strutter med spidse Naaleknipper, hegntætte, tørre Bambusbusketter, hvis Rør klaprer med en uhyggelig, haard Klang — og over alt et Mysterium af ukendte, fremmedartede Vækster, et labyrintisk Væv af sammenslyngede, træagtige Ranker, Lianer, der spærrer Vejen til Helligdommen. Første Gang, man som en Indbrudstyv kryber gennem denne Mur eller med Skovknivens lange, brede Blad hugger sig igennem, føler man noget af den Gysen, de Gamle kaldte Frygten for Pan, — en Fornemmelse af at begaa Helligbrøde. Men staar man saa først derinde bag Skovbrynets Forhæng, inde mellem Stam- merne under de mægtige Løvhvælvinger, da viger alt for en fuldstændig Selvfor-, glemmelse over for denne Natur, der er lige gribende ved sin ophøjede Stilhed og sin majestætiske Vælde. Det er et Tempel, — Pans guddommelige Tempel: Stil- heden, Dunkelheden, Stammernes ranke, lyse Søjler og Kronernes højt baarne Hvælvinger---hvor skulde den store Naturgud vel bo, om ikke her. Stilheden — spørger Læseren; — men Urskovens mange Dyr, hvor er da de? Abernes hurtige Flokke, de ensomt snigende Panterkatte, — Papegøjerne, Tukanerne og de mange andre Fugle, vi udefra saa smutte ind, — Løvfrøerne og Insekternes Skarer — alle de tusinde Dyr, som ved Solopgang istemmer en mangetonig Mor- genhymne, der klinger gennem Skoven som et Stykke Wagnersk Naturmusik, — hvor er de alle, og hvorfor hører vi ikke nu deres Kor? Under Solens Stigen og den tiltagende Hede har de søgt Hvile og Dvale i Skovens Gem; og den store Stil- hed er kun en Maske, bag hvilken Livet skjuler sig. En Gang imellem røber det sig. Et Egern skræmmes maaske op ved vore Hug og farer bort med hastige Spring. Eller vi faar Øje paa en Abefamilie, hvis Medlemmer sidder i en Krone, næsten dækkede af Løvet, sovende med Halerne snoede om en Gren og Armene lagt om