Universets Undere
1. Bind

ROXBURGH’S FIGENTRÆ 255 indlejrede i Ler eller Sand, har de ofte bevaret deres Struktur vidunderlig godt. Ja selv mikroskopiske Enkeltheder som Cellevæggenes Bygning og Form, Sporerne og deres Dannelse, Bladribbernes fineste Forgreninger-alt dette og meget mere kan den Dag i Dag undersøges gennem Mikroskopet, saa let, som var det Dele af nulevende Planter og ikke af Vækster, der uddøde for maaske et Par Hundred Millioner Aar siden. Smukkest virker Bregnebladenes mangfoldige Former og ele- gante Bygning, hvorpaa vore Billeder giver nogle faa Eksempler, tagne i Flæng af den Rigdom, næsten enhver Kulmine gemmer. Foruden Planteresterne og Aftrykkene giver selve Kulstofmængden os interes- sante Bidrag til Bedømmelsen af et Stykke Kuls Forhistorie. Tørven, der jo be- tegner det første Trin i Kuldannelsen, indeholder blot 50—60 Procent Kulstof, hvil- ket ikke er synderlig mere, end der findes i den levende Plante; i de noget ældre, men dog forholdsvis unge Brunkul er Procentmængden steget til 67, og naar vi helt tilbage til de forskellige Slags Stenkul, finder vi Procentmængder, der veksler mel- lem 80—90; hos Anthracitkul stiger Tallet endog til 93—97 Procent. Grafit indehol- der omtrent 95 Procent. — Og kendte vi blot en billig og nem Metode, vilde vi kunne omdanne alle vore Kuldepoter til Diamanter, thi Diamanten selv er saa godt som rent Kulstof. Men i samme Øjeblik vilde den rigtignok ogsaa have udspillet sin Rolle som Diamant. ROXBURGH’S FIGENTRÆ 'P'IGENPLANTERNES Familie er stor og mangeartet. Kun faa af de mange, der -L har det almindelige »Gummitræ« staaende i deres Stue, aner, at det er en nær- staaende Slægtning af Middelhavsegnenes Figentræ, hvis tørrede, sammenpressede Frugter forsendes Verden over i de velbekendte smaa, firkantede Trækasser. Endnu færre tænker over dets Slægtskab med Forindiens berømte Banyantræ, hvis Krone kan skygge over et stort Stykke Land, fordi dens vidtrækkende Grene udsender talrige Støtterødder, der bliver saa svære som Stammer. Et eneste gammelt Ba- nyantræ kan derved tilsidst komme til at bære et Løvtag, stort nok til, at et helt Hærkorps kunde søge Ly derunder. Og kommer vi til Birma, til Sydamerikas og Afrikas tropiske Skovegne, finder vi igen helt andre Figenarter, der har en ikke mindre ejendommelig Voksemaade. De klynger sig krampagtig fast til deres Nabo- træer og klatrer op ad dem, medens de omfavner deres Stamme — for tilsidst utaknemligt at kvæle deres Hjælpere, naar de selv er bievne store og kraftige nok til at undvære deres Støtte. Den her fotograferede Art vokser i Forindien og er opkaldt efter en berømt en- gelsk Botaniker, der har gjort sig fortjent ved sine Undersøgelser af den indiske Planteverden. Dens Blade minder i Form langt mere om Morbærtræets Løv end om det allerede i Oldtidens Skrifter og Kunst saa ofte forherligede, haanddelte Figenblad. Hvad der imidlertid gør dette Træ særlig paafaldende, er den mærke- lige Maade, hvorpaa dets Frugter er anbragt — et Forhold, der er tydeligt gen- givet paa vort Fotografi. Medens det almindelige Figentræs Frugter sidder enkelt- eller parvis ude paa de tynde Grene og Kviste og paa sædvanlig Vis udspringer fra Bladhjørnerne, danner Roxburgh-Figentræets Frugter tætte Klynger og Klaser rundt om paa de ældste, lave Grene og derfra videre ned ad selve Hovedstammen,