Universets Undere
1. Bind

DEN LANGØREDE FLAGERMUS 257 ja endog helt nede ved Jorden paa de rodlignende Dele, der stikker op overjords- monnet. De er langt større end Middelhavslandenes Figener. ------Frugternes Mængde, men frem for alt Synet af al denne Yppighed, der bogstavelig strutter ud fra Stammens og Stubbenes tørre Bark, saa lavt, at man kan træde derpaa og maa bøje sig for at afstryge »Bærrene«, virker overraskende — og tillige symbolsk. Thi intet kan vel bedre symbolisere Tropeverdenens Fylde end denne bugnende Rigdom af Frugter, der tilsyneladende ganske umotiveret væl- der frem af Træet helt nede ved dets Rod, som om de fødtes direkte af selve Jor- dens Moderskød. DEN LANGØREDE FLAGERMUS BLANDT samtlige levende Væsener er der sandsynligvis intet, der forholdsvis har saa store Øren som den langørede Flagermus — et pudsigt lille Dyr, hvad enten det ses i Flugt eller i Hvile. Medens det flyver, løfter og sænker det i stadig Skiften sine mægtige Ørelapper, der omtrent er lige saa lange som hele Kroppen. Det er dog kun undtagelsesvis, man faar Lejlighed til tydeligt at se disse mærkelige Ørebevægelser, thi som Regel flyver Dyret først ud ved Nattetid. Heri ligger maa- ske netop Forklaringen af dets Kæmpeørens Betydning: Flagermusen lader sig paa Jagten sandsynligvis lede af Lyden, og de store Ørelapper virker da som Hørerør, ved hvis Hjælp den kan opfange selv de svageste Lydsvingninger, f. Eks. den Sum- men, der frembringes ved Vingeslag af Myg og andre Smaainsekter. Holder man denne Flagermus i sin Haand, udstøder den nogle Angstskrig, der er saa skingre og fine i Tonen, at det menneskelige Øre neppe er i Stand til at sanse dem — og dog er det med denne Stemme, at Dyret kalder og lokker sin Mage langt borte. I den tause Nat formaar dens Øren at opfange selv den svageste Lyd. Vil den derimod sove, dæmper den al Støj ved — som et Par af Fotografierne viser — at sammenfolde, først den ene, saa den anden Ørelap og klappe dem tæt ind til Hovedet. Først da sover den ind, i Haab om, at intet skal forstyrre dens Middagslur. FISK PAA LANDJORDEN — KRYBEFISK ALLEREDE Aristoteles fortæller, at der i Indien lever Fisk, som undertiden for- > lader Floderne og »ligesom Frøer« vandrer over Land for at søge sig et andet Opholdssted, eller som, naar Vandet udtørrer, graver sig ned i Dyndet og dér ro- ligt afventer bedre Tider. At Meddelelsen modtoges med Tvivl og Spot, kan ikke undre, og der faldt spydige Bemærkninger om, at det herefter maatte anbefales paa frefntidige Fisketure at medtage Hakke i Stedet for Medetøj. Som vi skal se, er det ironisk mente »Fiskeri med Hakke« virkelig en Kends- gerning, og den gamle Oldtidsforskers Beretning om visse indiske Fisks Landture var ikke overdreven. Labyrint fiskene — de mærkelige Fisk, hvortil Aristoteles sigtede — frembyder intet paafaldende i Ydre, der nærmest er aborrelignende. Undersøger man imid- lertid Hovedets Indre, vil man ovenover de egentlige Gæller se en særlig Hule, hvori der sidder en Roset af talrige, ganske tynde Benblade, der er foldede og krusede Universets Undere. 33