Universets Undere
1. Bind

FISK PAA LANDJORDEN — KRYBEFISKEN 261 Mand, der skulde opleve at se en Fisk i et Palmetræ: I 1791 greb en Løjtnant Dal- dorf, der havde Ansættelse i det ostindiske Handelskompagnis Tjeneste, en Krybe- fisk, som sad henved to Meter til Vejrs paa en Palme, der voksede tæt ved en Dam. Han saa den arbejde sig op gennem en Revne i Stammen og fortæller, at den hagede sig fat med Brystfinnerne og de udspilede Gællelaags Pigge, hvorefter den krummede Halen og borede sine Gatfinnepigge ind i Barken. Derpaa slap den med Forkroppen og satte af med Halen for højere oppe at finde et nyt Fæstepunkt for Gællelaagspiggene. Og saaledes vedblev den at skubbe sig til Vejrs — indtil Løjtnant Daldorfs Haand satte en Stopper for den ekstravagante Fisks Klatrelyster. Fra nyere Tid har man ud over de Indfødtes Fortællinger ingen paalidelige Be- retninger om Krybefiskenes Klatring i Træer; saa det er i hvert Fald givet, at de kun yderst sjældent dyrker denne Sport. Anderledes sikre er vi med Hensyn til disse Fisks Færdighed i at bevæge sig paa Jorden og grave sig ned. I Hundredvis har man set dem skubbe sig frem gen- nem Græsset eller op ad Dæmninger, der adskiller to Damme fra hinanden. Da flokkes Krager og Glenter om det lækre Bytte, der nu er saa let at snappe. Især naar Vandet i Tørkeperioder svinder bort, udvandrer Krybefiskene, — hvis de da ikke foretrækker at grave sig en halv Meter eller endnu dybere ned i Mud- deret for at lægge sig i Dvale, indtil Regntiden vækker dem til nyt Liv. Men ikke altid opfyldes dette Haab; de Indfødte er lige saa lækkersultne efter det velsma- gende Kød som Fuglene, — og med Spader og Hakker gaar de i Tørtiden ud paa det samme »Fiskeri«, som Aristoteles skulde høre ilde for. DINOTHERIET DET store, uddøde Uhyre, der her er gengivet i restaureret Skikkelse, var be- slægtet med Elefanterne, — hvad allerede den lange Snabel og de elefant- agtige Ben vil have røbet. Det levede i Tertiærtidens miocæne og pliocæne Perio- der og synes at at have været udbredt over Europa, Østafrika og maaske Indien, men kendes ikke fra Amerika. Det er ganske interessant at følge dets Forsteningsfunds Historie. Medens man i det 18. Aarhundrede kun havde fundet enkelte løse Tænder, fandt man i 1829 en Underkæbe, som man imidlertid tydede forkert, idet man vendte Oversiden nedad. Noget senere, i 1835, fandt man ved Eppelsheim i Hessen-Darmstadt et ufuldkomment Kranium, der blev udstillet i Paris og vakte stor Opmærksomhed blandt de franske Naturforskere. En af dem, Blainville, kom til det Resultat, at Dyret maatte have været beslægtet med Søkøerne, Manaten og Dygongen, medens en anden Lærd, Kaup, placerede det mellem Tapiren og Næsehornet. I Londons naturhistoriske Museum findes opstillet en Hovedskal med Under- kæbe og Tænder af dette store, besynderlige Dyr samt desuden Knogler af dets Lemmer. Desværre er Kraniets øvre Partier meget beskadigede. Hvad der imid- lertid falder stærkest i Øjnene, er Underkæbens nedadbøjede Form, der ikke gen- findes hos noget andet Pattedyr. Selve Stødtænderne minder ved deres Krumning nedad om Hvalrossens. En skarpsindig Forsker, Dean Buckland, har draget den Slutning, at det maatte være næsten umuligt for Dyret at bære en saadan, over en Meter lang Kæbe løftet til Vejrs, og han antog derfor, at Dinotheriet maa have levet i Vandet. De med Elefanterne beslægtede Tapirers Vandliv synes jo ogsaa at