Universets Undere
1. Bind

268 UNIVERSETS UNDERE udtryksløst og dødt. I Forhold til den svære Krop virker de spinkle Forlemmer disharmonisk, for ikke at tale om de tynde Fingre, hvis yderste Led er ejendom- melig formede som Stjerner. Langt sværere og kraftigere er Bagbenene, og en stor Svømmehud forbinder her de lange Tæer helt ud til de smaa, spidse Kløer, hvor- med de ender — mærkelig nok, thi Mangelen af Kløer er jo ellers et af de ydre Træk, der karakteriserer Padderne. Den rynkede og vortede Hud er paa Rygsiden smudsig sortbrun, paa Bugen hvidlig, og en Del af Vorterne indeholder Kirtler, der afsondrer en giftig Slim. Dette Forsvarsmiddel er saa meget mere nødvendigt, som Pipatudsen er komplet tandløs og er et i enhver anden Henseende værgeløst Dyr. Pipa’ens Hjem er Brasiliens og Guyanas hede, fugtige Ækvatorialegne. Den for- lader kun ugerne Vandet, men hvis dens Dam eller Pyt tørrer ind, graver den sig ned i Mudderet og gaar i Dvale, indtil Regnens Komme vækker den. — I Æglægningstiden indtræder der hos de voksne Hunner en Forandring i Ryg- gens Hud; den fortykkes stærkt og bliver meget blød, og naar Æggene er lagt, an- bringes de i den bløde Hudmasse, hvor de sidder indstukne, omtrent som Korin- der i en Kagedejg. Tidligere troede man, at selve Æglægningen foregik oppe paa Land, og at Han- nen tog hvert enkelt Æg for sig og stak det ind i sin Mages Ryghud; men i For- aaret 1896 fik man i den zoologiske Have i London Lejlighed til at iagttage, hvor- ledes den mærkelige Proces foregaar. To Pipatudser gød her deres Æg, medens de var ude i Vandet, og de formaaede selv at faa Ægmassen anbragt paa Ryggens bageste Del; herfra blev Æggene saa, et for et, skubbede fremefter af Hannen, der tillige pressede dem ned i det tykke, bløde Hudvæv, indtil de laa fuldstæn- dig begravede deri. Naar Larven kommer frem af Ægget, befinder den sig indesluttet i en Hudsæk, der er lukket med en tynd, glinsende, hornagtig Klap. I denne Sæk gennemløber den derpaa hele sin Forvandling som Haletudse og kommer ikke ud af sit Skjul, før den er en formindsket Udgave af sine Forældre. Som Regel bærer hver Pipa- Moder i sine Rygsække 60—70 Unger, men der kendes ogsaa Eksempler paa, at Tallet kan naa helt op til 120. Til Ungernes Udvikling medgaar 82 Dage, og det er altsaa paa det nærmeste et Fjerdingaar, hvori Moderen trofast slæber om med sit store Afkom paa Ryggen. Naar omsider de unge Pipa’er er færdige til at forlade deres snævre Fængsel, behøver de ikke Hjælp for at slippe ud; de støder selv Klap- pen op, hver for sig — én med Hovedet, en anden med Benene — og kravler da frem for at begynde deres frie Liv i Skovsøen. Saa snart Rygsækkene er bievne tømte for deres levende Indhold, tørrer Mo- derens Overhud ind og afkastes; de mange Hudgruber lukker sig efterhaanden, og kun et lille, fremspringende, fliget Ar antyder deres tidligere Plads. Men hvert enkelt af disse mange smaa Mærker vidner om, hvor omsorgsfuldt dette utiltalende Dyr værner sit Afkom mod Efterstræbere, — og naar man ved det, ser man med noget andre Øjne paa Pipatudsens frastødende Hæslighed og paa den unægtelig ret komiske Form, hvorunder dens Yngelpleje virker. Det Mo- derinstinkt, som her giver sig et saa barokt Udslag, er dog, naar alt kommer til alt, et Udtryk for det samme livsbærende Princip, som vi under andre, højere og ædlere Former kalder Moderkærlighed.