Universets Undere
1. Bind

270 UNIVERSETS UNDERE Londons geografiske Selskab. Netop samme Aar besteg Dronning Victoria Eng- lands Trone, — hvad var da mere naturligt end at opkalde den anselige Blomst efter hende og døbe den Victoria regia. Fra en tyk, kødfuld Rodstok, der ligger forankret nede i den mudrede Bund, sender Planten sine Bladknopstilke op til Flodens Overflade, hvor de udfolder sig til mægtige Bladskaale, der spænder over tre Meter i Tværmaal. Skaalens Bund har en frisk, grøn Farve; dens Rande er bøjede henved en Snes Centimeter til Vejrs, som for ret at prange med Undersidens karmoisinrøde Farvemodsætning. Fra Stilkens Fæste ved Bladpladens Midte udstraaler til alle Sider mod Randene tal- rige stærke Ribber, der staar frem som Kamme og indbyrdes forbindes ved til- svarende, vinkelrette Forgreninger. Hele Bladundersiden danner saaledes et System af Ribbekamme med mellemliggende Kamre, der gør Bladpladen stærk og samtidig letflydende. Ganske interessant er det, at det var den, der gav Hertugen af Devon- shires Gartner, Joseph Paxton, Ideen til Krystalpaladsets Konstruktion: Jernværket heri svarer til Bladets Ribbesystem og Glasset til den tynde, mellem Ribbenettet udspændte Bladplade. Men hermed er Bladets Tilpasninger ikke udtomt: baade Ribberne og Stilkene er indvendig svampede og luftfyldte, hvorved Flydeevnen forøges endnu mere; og udvendig er Ribberne væbnede med stærke Pigge, som kan holde Fiskene i ærbø- dig Afstand, saa de ikke altfor nærgaaende napper Stykker af Bladene. -------Ligesom »Nattens Dronning« udfolder ogsaa Victoria regia sin Blomster- skønhed kun en stakkét Tid. Den Knop, der en Eftermiddag — stor som et Men- neskehovede — aabner sig duftende og farveprægtig, lukker sig for stedse allerede næste Dags Formiddag. EN KVÆLERSLANGES MAALTID FAA Dyr har været Genstand for saa megen Overtro og saa mange fantasifulde Overdrivelser som Kvælerslangerne. Ikke blot har de sandsynligvis givet An- ledning til eller spillet en væsentlig Rolle i de gamle Dragesagn, men endnu i vore Dage hersker der de fabelagtigste Forestillinger om deres Størrelse og Farlighed. Muligt er det, at Skydevaabnenes tiltagende Udbredelse i Tropeegnene har med- ført, at Kvælerslangerne nu til Dags ikke naar at blive fuldt saa gigantiske som forhen; i hvert Tilfælde maa Eksemplarer paa 8—9 Meters Længde betragtes som sjeldne; men udelukket er det naturligvis ikke, at der i lidet gennemforskede og menneskefattige Egne findes endnu mere kæmpemæssige Former. Hvad enten vi færdes under den østlige eller den vestlige Halvkugles varme Himmelstrøg, træffer vi Kvælerslanger — hyppigst dog i de vandrige Skovegne. De er overvejende Natdyr og døser største Delen af Dagen hen, paa Jorden eller i Træerne, nogle sammenrullede som et Tovbundt, andre liggende fladt udstrakt eller hængende ned over Vandet fra en Gren, hvorom Halen og Kroppens bage- ste Del er snoet. Er der et Maaltid i Udsigt, kommer der Liv i det svære Legeme. Under Hvislen bevæges Tungen fra Side til Side, og Halespidsen sættes i katteagtige Svingninger, medens Forkroppen langsomt rettes fremefter, med alle Muskler spændte og de talrige, frie Ribbensspidser stemmede fast mod Jorden. Ufravendt er de smaa, stirrende Øjne stift fæstede paa Byttet. Gradvis nærmer Hovedet og den mægtige,