Universets Undere
1. Bind

SVÆRDFISKENS SVÆRD 275 som nogle formoder — har udviklet en udpræget Beskyttelseslighed hos den be- søgende Fugl, er vel ikke afgjort; men urimelig er Tanken ikke, thi i det Øjeblik, a lille Fugl sætter sig paa Blomsten, vil indbyrdes Farvelighed naturligvis gøre Honningsugeren mindre iøjnefaldende overfor mulige Forfølgere. — I hvert Fald er denne Farvesymfoni næppe »tilfældig«. SVÆRDFISKENS SVÆRD SVÆRDFISKENE er slaaende Eksempler paa, hvorledes Havets Liv endnu rum- mer en Rigdom af Gaader og ubesvarede Spørgsmaal, selv naar det — som her — gælder Dyr, der gennem Aartusinder har været kendt af Fiskerne og jages af dem, og som alene ved Størrelse og Bygning maa henlede enhver Søfarendes Opmærksomhed paa sig — og tilmed har en næsten kosmopolitisk Udbredelse. Styrke og Hurtighed er de to Egenskaber, der ved første Øjekast umiddelbart præger Sværdfiskens mægtige, men samtidig harmonisk formede Legeme, hvis Længde veksler fra 3—4 Meter hos den almindelige europæiske Art (Xiphias gla- dius) til over 6 Meter hos en tropisk Slægt (Histiophorus). Ikke blot Legemets rolige Linje og Halefinnens lange, elegant formede Skrueblade viser Hurtigsejler- typen realiseret i en sjelden fuldkommen Grad; ogsaa den nøgne Huds Farveteg- ning — den staalblaa Ryg, de sølvgraa Sider og den blankhvide Bug — karakteri- serer Dyret som en ægte Højsøsvømmer. Dette forhindrer dog ikke, at et saa stærkt omstrejfende Dyr som den almindelige Sværdfisk paa sine Atlanterhavs- farter forvilder sig ind til vore flade Kyster og undertiden løber paa Grund for fuld Fart, saa at det er den umuligt at komme flot igen. Jævnlig, næsten aarlig, meldes der om en saadan »Stranding«, snart paa Kattegats, snart ved Bælternes Kyster — undertiden endog langt inde i Østersøen. Naar der derimod ikke af danske Fiskere nogensinde meldes, at disse Højsø- gæster paa deres Besøg i vore indelukkede Farvande har jaget deres Kæbesværd ind i Fartøjernes Sider, medens der fra fremmede Have foreligger adskillige Be- retninger og — hvad mere er — synlige Vidnesbyrd om saadanne Angreb, da er Aarsagen muligvis den,, at det ikke saa meget er den almindelige Sværdfisk som de andre Arter og Slægter af Familien, der undertiden driver den — for dem selv saa skæbnesvangre — Sport at fare ubændigt løs paa Skibe og Baade. Det uløste Problem i Sværdfiskenes Liv er netop dette Sværd og den Brug, de gør deraf. Herom hersker der de forskelligste Anskuelser, — men endnu synes ingen at have givet nogen fyldestgørende, almengyldig Løsning af Gaaden. Over en Meter langt rager dette Sværd, vandret frem foran Overmunden, skarp- kantet og haardt, men uden mindste Tandvæbning. Da ogsaa Munden er ganske tandløs, maa Sværdet formodentlig bruges til at dræbe de Makreler og andre Fisk, som det store Dyr lever af og graadigt sluger; men om Byttet ligefrem spid- des paa Sværdet, — hvad nogle antager, — er ret gaadefuldt, eftersom det ikke er let at forstaa, hvorledes Sværdfisken ved egen Hjælp skulde faa sin Fangst løsnet fra Spiddet, — især naar dette, som hos den almindelige Art, er fladt og skarpt. Bedre kan man tænke sig Muligheden af, at de Arter, hvis Sværd er mere trindt i Formen, kan ryste Byttet løs ved at løfte Hovedet op over Havfladen og kaste Sværdet kraftigt fra Side til Side. Efter andres Mening er det netop ved saadanne Sidekast — men vel at mærke 35*