Universets Undere
1. Bind

302 UNIVERSETS UNDERE er som skabte til at omfatte den udgravede Gødningklump. Forbenene er særlig fortrinlige Gravemaskiner; deres brede, takkede Skinneben er endog saa stærkt tilpassede til denne specielle Virksomhed, at den leddede »Fod«, hvormed Insek- ternes Ben sædvanlig ender, her er helt forsvundet; den vilde jo under Gravear- bejdet kun være et unyttigt og nærmest besværligt Vedhæng. Det viser sig da og- saa, at den Fod, som endnu er bevaret hos nærstaaende, ligeledes gravende Slægt- ninge, ofte er knækket eller paa anden Maade beskadiget ved Arbejde i haard Jord. For Skarabæen kan det derfor kun være til Gavn, at disse overflødige og saa stærkt udsatte Fodled er forsvundne. — Som en oplivende Modsætning til en Række Tilpasninger, der vidner om en jordbunden, møjsommelig Eksistens i Slid og Slæb, TORBISTEN ANBRINGER GØDNINGKLUMPEN I EN FORDYBNING I JORDEN. virker det, naar man hører, at Han-Skarabæen skal kunne frembringe Musik ved at gnide Dele af Legemet mod hinanden, og med sine musikalske Præstationer opmuntrer Hunnen under dennes Arbejde og udtrykker sin Klage, hvis hun be- røves ham! Skarabæerne er ikke blot Jordarbejdere; de gør Nytte som et Korps Renova- tionsmænd ved at ituskære og nedgrave Kvægets og andre Dyrs Gødning, og den Rolle, de derved spiller i Naturens Husholdning, er i Virkeligheden af over- ordentlig stor Betydning. Man har tidligere almindelig antaget, at alle de Gødning- klumper, som de skar ud og formede til Kugler, der rulledes afsted, indtil hver enkelt Kugle blev nedgravet i Jorden, indeholdt Billens Æg, og i de fleste natur- historiske Skildringer af Skarabæens Liv, gaar denne Opfattelse igen. At det imid- lertid er en forkert Anskuelse, er paavist af den udmærkede franske Iagttager af Insekternes Liv, J. H. Fabre, hvem vi skylder det meste af, hvad vi nu ved om det interessante Dyrs Levevis. I de to Maaneder Juni og Juli er Skarabæerne ivrigt optagne af at samle og