Universets Undere
1. Bind

310 UNIVERSETS UNDERE fredsstiller Dyrenes Krav til uforstyrret Fred, opfører de ude i Vandet Grenhytter, der kan være flere Meter lange, og hvis Indgang ligger dybt under Vandfladen. Eller de bygger runde »Borge« af Træ og Ler, klinede saa fast sammen som i nogen Bondegaards Bindingsværksbygninger, saa at der maa bruges baade Økse og Hakke for at faa Hul paa Væg og Tag. Hvad enten Bæverens Bo nu er en Borg eller en Hytte, selve Lejligheden er altid i den øvre Etage, og den frostfri Kælder benyttes som Indgang. Undertiden — som paa vort Billede — er Grenhytten opført omkring et Træ eller en Trægruppe, der virker som Støttepille, og saadanne Anvendelser af »tilfældige«, gunstige Forhold har ikke mindst Interesse, fordi de lader os se, at det ikke er »det blinde Instinkt«, der er eneraadende under Bævernes Byggear- bejder, men at ogsaa individuelle Erfaringer og Fornuftslutninger gør sig gældende. LYREHALEN AUSTRALLANDET er ikke blot — paa Grund af sin tidlige Adskillelse fra de * øvrige Fastlandsmasser — Hjemstedet for saa mange sære, »gammeldags« Typer, hvis Udvikling er bleven staaende paa et forhistorisk Trin eller er slaaet ind paa sine egne Baner, uafhængige af dem, der fulgtes afjordens øvrige Beboere; Australlandet er ikke blot et zoologisk Raritetskabinet, der huser hengemte, i den øvrige Verden uddøde »Reliktformer« fra Tertiærtiden eller endnu længere tilbage, — det er tillige et Land, hvor vi, Side om Side med mange, efter vore æstetiske Begreber særlig hæslige Dyreformer, finder nogle af de skønneste Fremtoninger i den levende Natur. Lyrehalen er en af disse, men har ved Siden af sin æstetiske Tillokkelse forøv- rigt ogsaa Interesse i udviklingshistorisk Henseende, eftersom flere Forhold i denne Fugls Bygning tyder paa, at den er en gammel, tidlig Type, der hjælper til at slaa Bro mellem nu adskilte Fugleordener, Hønse-, Klatre- og Sangfuglene, om den end staar de sidste nærmest og henregnes til dem. Kun tre Arter er tilbage, alle levende i Australlandets sydlige og østlige Egne, i hvis Krat og Kratskove der desværre drives en saa hensynsløs Jagt paa de — heldigvis — meget sky Fugle, at deres Un- dergang vil nærme sig rask, hvis ikke den australske Regering ved Fredningsbe- stemmelser snart holder sin Haand over dem. Aarsagen til den stærke Forfølgelse er naturligvis først og fremmest den pragt- fulde Fjerprydelse, hvorefter Lyrehalen har faaet Navn. Ingen anden Fugl kan fremvise et saa elegant Slæb som det, hvormed Lyrehale-Hannen søger at be- daare sin vordende Mage. Hos Paafuglen og blandt Fasanerne kan vi vel møde større Farverigdom, men aldrig den fuldendte Harmoni i Linjer og Form, der præ- ger Lyrehalens Slæb. De to midterste, ganske smalle Fjers fine Bue, indhyllet i et gennemsigtigt Slør af lange Dunfjer, og frem for alt de to Yderfjer, der indrammer Halens lette Slæb, som en Lyre indrammer og støtter Instrumentets Strenge, be- rettiger fuldtud Fuglens Navn og giver den tillige Prisen blandt alle de Fugle, der ved Fjerdragtens Elegance kappes om deres Mages Gunst. Farven er mindre pran- gende, om end ogsaa den nok kan kræve Opmærksomhed. Hos den her afbildede Art (Menura superba) er Hannens Grundfarve brun i forskellige Afskygninger, der paa Brystet gaar over i rødt, medens de to prægtige Lyrefjers brede Inderfaner er dybt kastanjebrune, ud mod Spidsen næsten fløjlssorte, og i hele deres Udstræk- ning prydede med lyse Tværbælter, som fremkommer ved, at Straalerne paa disse