Universets Undere
1. Bind

322 UNIVERSETS UNDERE almindeligste Former Artsnavnet ridiculus, »den latterlige«. At ogsaa det fjerne Østens Folk har haft Øje for den vinkende, ligesom hilsende Bevægelse, fremgaar af den japanske Betegnelse Siho Maneki, »den, der hilser Tidevandets Komme«. Trods deres pudserlige Optræden udgør Vinkekrabberne et overordentlig nyttigt Dyresamfund, der spiller en betydningsfuld Rolle ved at indvinde nyt Land fra Havet og omdanne øde Sandrevler til frugtbar Jord. Ligesom den gavnlige Regn- orm er Vinkekrabberne gravende Dyr, og de danner Tunneler og Huler, der kan være henved en halv Meter dybe og et Par Centimeter i Tværmaal. Under Grav- ningen bringer de det fugtige Sand op til Overfladen og bærer det en Meter eller mere bort fra Hulens Munding, inden de kaster det; og naar deres Tunnel er fær- dig, henter de til Gengæld Tangstumper og andre Plantedele ned i Hulen for at leve deraf. Nogle Arter siges at samle hele Lagere af Føde, der opbevares i Tun- nelens dybeste Del. Denne Nedgravning af Plantedele, udført af Hundredtusinder af smaa Vinkekrabber, kan føre til betydningsfulde Resultater, som især den en- gelske Naturforsker Forbes har haft Lejlighed til at iagttage paa nogle Koraløer i den østlige Del af det indiske Ørige. Langs Ringrevenes indre Rande var der lav- vandede Laguner og Dyndbanker, der dels skyldtes Grundens Hævning, men dels ogsaa det Arbejde, Krabberne udførte ved i Tidens Løb at danne frugtbart Land. »En af de største af disse Laguner«, fortæller Forbes, »er paa West-Island, hvis ud mod Lagunens Indløb vendende Strandbred, der ved Flodtid sættes under Vand, bebos af utallige Skarer af to, tre forskellige Arter Vinkekrabber. De lever i prop- trækkerformig snoede Rør, som de selv har gravet sig, og foran Indgangen til hvert Rør finder man, ligesom hos Regnormene, en lille voldlignende Forhøjning af udgravet Sand. Ved hele deres Virksomhed danner disse Smaakrabber værdige Stedfortrædere for Regnormene. Indenfor et Omraade af kun to Kvadratfod talte jeg ikke mindre end 120 Krabbehuller, og da den Strækning, hvorom jeg taler, var af en betydelig Størrelse, og Hullerne overalt var ligesaa talrige, vil man kunne forestille sig, hvilken uhyre Hær de flittige Dyr dannede. Under Ebbetid var de uafbrudt i travl Beskæftigelse med at bære fugtigt Sand fra Bunden af deres Huler op til Overfladen og slæbe Kviste og Grenstumper, Tangstykker, Græs, Frø og Trevler af Kokosnøddernes Skaller ned i Gangene og saaledes skabe ny Jord. Ja selv ved Flodtid blev deres Arbejde fortsat, idet Tidevandet som Regel steg ganske roligt og jevnt.« Endvidere skildrer Forbes, hvorledes et Menneskes Indtrængen paa disse Vinkekrabbers Territorium øjeblikkelig blev Signal til, at de alle styrtede hen til deres Huler og anbragte sig i Indgangen, hvorfra de holdt Udkig med Freds- forstyrreren. Deres lange Øjestilke stak da frem over den store Klosaks, der bøje- des ind, saa at den som en Dør lukkede for Hulens Indgang — netop den karak- teristiske Stilling, der ses paa det ene af vore Fotografier. ST. HANS ORMEN OG DENS LYSEN ORM« er et misbrugt Ord, der i daglig Tale har mange mærkelige Anvendelser. Alt, hvad der kryber og er langt og trindt, er man tilbøjelig til at kalde Orme. Det er ikke blot »Kaalorme« og andre Sommerfuglelarver, der tituleres saaledes; ude blandt Landbefolkningen anvendes Betegnelsen jo selv for Slanger og Øgler, for ikke at tale om, at »Hugorm« og »Staalorm« har faaet Borgerret i vort Sprog. »St. Hans Ormen« er nu hverken en Orm, en Sommerfuglelarve eller, endnu mindre,