Universets Undere
1. Bind

KULTIDSSKOVENES PLANTER 343 viser tilbage mod Fiskene, særlig Ga- noiderne, til den anden frem mod de senere kommende Krybdyr — netop hvad man efter Udviklingslærens Prin- cip maatte vente. Var end tre nu adskilte Hvirveldyr- klassers indre Bygningstræk forenede i denne Urtype, saa var dog den ydre Legemsform i høj Grad alsidig — snart slangeagtig, snart mindende om Kroko- diller og om Firben. At det var Padder eller dog nærmest maa henregnes til disse, viser blandt andet Hovedets Forbindelse med Hal- sen ved to Nakkeledknuder, medens Krybdyrene kun har een Ledknude. Men mest slaaende fremgaar Slægtska- bet af, at man har fundet en Mængde Larvetrin med frie, udvendige Gælle- buske, ganske som hos Nutidens Sala- manderlarver. Særlig i Nærheden af Dresden har man gjort Fund af flere Tusind Eksemplarer af Skælsalamandre paa forskellige Alderstrin, og man er derved bleven i Stand til at udkaste føl- gende Billede af Oldtidspaddernes Le- vevis (Victor Madsen): »De fleste gen- nemgik en Forvandling ligesom Nuti- dens Padder; Larverne aandede ved SKELET AF EN SKÆLSALAMANDER (ARCHEGOSAURUS). Gæller SOIIl UngCF levede de ifCFSkt Vand, som Voksne var i alt Fald en stor Del af dem Landdyr. Mange Smaaformer boede i hule Træstammer. De større Former levede for en Del af de mindre.« Navnet »Skælsalamandre«, som Urpadderne hyppigst bærer, skriver sig fra Bu- gens og Hovedets Bepansring, der i Forening med den kraftige Tandvæbning gjorde disse Væsener til saa frygtede Rovdyr overfor deres Samtidige, at man baade af den Grund og ved deres Formrigdom, Mængde og forholdsvis højt udviklede Byg- ning med Rette kan betragte dem som Dyrelivets Herrer i Kul- og Permtiden. I Jordens Middelalder maatte de afstaa Herredømmet til de mange opdukkende Krybdyrslægter, og allerede i Middelalderens første Tidsrum, Trias, uddør Skæl- salamandrene for kun at efterlade sig de smaa, uskadelige Slægtninge, der op til vore Dage kom til at repræsentere Paddernes tidligere mere imponerende Former i Dyreverdenen.