Universets Undere
1. Bind

358 UNIVERSETS UNDERE skende Vingetag, som var de udprægede Vand- og ikke Skovfugle. — At de halv- nøgne Vinger kan benyttes som Aarer, er i og for sig ikke saa mærkeligt — men at Fugleungen ogsaa kan bruge dem til at hage sig fat med under Klatringen, skulde synes en fysisk eller i hvert Fald en ornithologisk Umulighed. Undersøger man deres Bygning, vil Gaaden imidlertid opklares. Man vil finde, at de spæde Vinger i langt højere Grad end de andre Fugles og Fugleungers har Præg af virkelig at være Arme med Hænder og Fingre, idet baade første og anden Finger er frit be- vægelige — første endogsaa saa frit, at den deri minder om en Tommel, — og man vil se, at disse Fingre bærer store, krumme Kløer, hvormed de kan hage sig fast til Grenene saa godt som nogen Krybdyrhaand. Saa krybdyragtigt er Forlemmerne imidlertid kun udviklede hos de spæde Unger. Efterhaanden som Svingfjerene vokser til, og Armen mere og mere uddan- nes til Vinge, svinder Fingre og Kløer ind; og tilsidst antyder kun et Par Vorter deres tidligere Eksistens. Den voksne Hoazin kan derfor hverken svømme eller, endnu mindre, klatre ved sine Vingers Hjælp. Naturligvis har et saa mærkværdigt Fænomen som denne Udvikling af Hænder og Brugen deraf hos en Fugleunge ikke alene sin rent biologiske Interesse som et ejendommeligt Tilpasningsforhold i Hoazinens Liv; — Zoologen lader sig i hvert Fald ikke nøje med at konstatere, at saaledes er Forholdet; han vil ogsaa have Svar paa, hvorledes Naturen har kunnet lade denne sydamerikanske Fugleunge ekstravagere ved et i Fuglenes Verden saa enestaaende Bygningsforhold. Og han vil da komme til det Resultat, at dens Haand ikke er noget tilfældigt Lune, men har sit urgamle Forbillede hos Juratidens Øglefugl, den berømte, i dette Værk tidligere omtalte og afbildede Archæopteryx. Kun var Øglefuglens Fingre endnu bedre udviklede Griberedskaber end Hoazinkyllingens og nærmede sig endnu mere til Forlemmernes Type hos Fuglenes Forfædre, Krybdyrene, hvormed Øglefuglen jo ogsaa var langt nærmere beslægtet. — Vi har allerede gjort opmærksom paa, at Hoazinen i mange anatomiske Forhold viser sig som en Fugl af gammeldags Bygning, og der er derfor, ret beset, ikke noget særlig uforstaaeligt i, at netop dens Unger i højere Grad, end det som Regel er Tilfældet med Fugleunger og Fugle- fostre, har arvet Bygningstræk fra Krybdyrforfædrene. Saaledes opfattet bliver da de to Fingre og Kløer paa den spæde Hoazinkyllings Vinge noget mere end en biologisk Kuriositet; — de faar Værdi som betydnings- fulde Arvedokumenter. BLADLIGNENDE INSEKTER SIDEN Bogen om Arternes Oprindelse udkom for et godt halvt Aarhundrede til- bage, og Udtrykket »Kampen for Tilværelsen« dermed pludselig blev et Slag- ord i den biologiske Verden — og i en endnu langt videre Verden, — er der maa- ske neppe noget Omraade i den levende Natur, der i saa umiddelbar Grad har til- trukket sig Opmærksomheden som Dyrenes Farver og de undertiden dertil knyt- tede Formtilpasninger. Tidligere havde Farverne vel ogsaa vakt Interesse, men denne var nærmest af æstetisk Art, hvad enten det drejede sig om skønne Blomster eller om brogede Schatteringer paa en Sommerfuglevinge. Forstaaelsen af disse Farvers Betydning manglede eller var i det mindste meget ufuldkommen, og systematisk anlagte Bo-