Universets Undere
1. Bind

382 UNIVERSETS UNDERE HØRSILKE I BLOMST (NATURLIG STØRRELSE). Foraarstid spirer frem af Frøet, indtil den i samme Efteraar aabner sine Kapsler, udsaar det næste Aars Generation og derefter gaar i Graven med god Samvittig- hed som den, der ikke har levet sit Liv forgæves. Den har jo fulgt det Princip, der gennem Arv fra tidligere Slægtled efterhaanden er bleven dens sande Natur. Da Hørsilken er etaarig og kun snylter paa urteagtige Planter, behøver den ikke at anvende saa raffinerede tricks paa sin Frøspredning som Misteltenen, men saar ganske simpelt sine smaa, lette Frø paa Jorden, i hvis Muld de hviler Vinteren over. — Næste For- aar giver Frøet sig god Tid med Spirin- gen, thi det kan jo ikke nytte, at Snyl- teren kommer frem, før dens Værter og- saa er der og begyn- der at dække Bordet, hvorved den skal væ- re selvbuden Gæst. Først naar Marken og Hegnet rigtig grøn- nes, brister Frøskal- len, og en bleg, rang- let Kimplante løfter sig op over den sorte Muld. At den ikke vil have meget med Jor- den at skaffe, ser man straks af den ringe Vægt, den læg- ger paa Udviklingen af Kimroden, som el- lers hører til en nor- mal ung Plantes før- ste og vigtigste Livs- fornødenheder Hos Hørsilken og dens Slægtninge bliver den neppe anlagt, før den igen svinder bort som et overflødigt Organ, og al den Kraft, Kimplanten raader over, anvendes paa at give den spæde Stængel de bedst mulige Chancer for at finde en Vært. Det er ikke nok, at den bliver ranglet og opløben, — den faar Evne til at udføre kredsende Bevægelser med sin Stængelspids, og denne bliver tillige meget følsom. I det Øjeblik, den under sine søgende Drejninger berører en Genstand, slynger den sig fast derom for derfra at naa videre, indtil det maaske lykkes den at træffe den Plante, det er dens Natur at snylte paa: Hørsilken paa Hør eller paa Hørmarkens Ukrudt, Kløversilken paa Kløver, Nældesilken paa Nælde eller paa Humle, Snerle og enkelte andre Gærde- °S Hegnplanter — og saaledes fremdeles. Er Skæbnen den unge, søgende Kimstæn- gel saa ugunstig, at den ikke træffer en eneste af sine Værter, udtømmes dens Kræfter snart, og dens Liv afsluttes — en Skæbne, der naturligvis rammer Fler-