Universets Undere
1. Bind

396 UNIVERSETS UNDERE Gem kastet deres første Dundragt. Medens nogle Tallegallahøns nøjes med at grave deres Æg saa dybt ned i Klitter og Strandsand, at Solvarmen holder sig dér Nat- ten igennem, og andre opsøger hed vulkansk Jord, hvori Æggene lægges, opkaster de fleste Arter Høje, der for nogles Vedkommende kan blive saa store som vore Kæmpehøje — i hvilket Tilfælde de dog sikkert er flere Generationers Værk. Ma- terialet, hvoraf disse Dynger bestaar, er hensmuldrende Plantedele — Løv, Kviste og Græs, som med Fodens kraftige Tæer skrabes sammen og samles i Bundter eller Knipper, der bæres hen til Højen og kastes baglænds op ad dens Sider. Hos den her afbildede australske Art, »Buskhønen« eller »Kratkalkunen«, er det ude- lukkende Hannen, der bygger. Naar den kommer saa vidt med sit Arbejde, at den for oven i Højen kan skrabe den Hulhed, hvori Æggene skal anbringes, tilkaldes Hunnen ved stærke Lokketoner, men naar Æggene er lagt, er det atter Hannen, der tager fat, dækker dem til, bevogter sin Høj og regulerer dens Mistbænkvarme ved enten at forøge eller formindske dens Plantemasse, eftersom Temperaturen veks- ler. Er det end Mistbænkvarmen, der er den egentlige Udrugningskraft, kan man dog altsaa i Tilfælde som dette ikke sige, at Afkommet helt er overladt til sin egen Skæbne. — Men langtfra alle Tallegallakyllinger har saa vagtsomme og omsorgs- fulde Fædre. Medens de anførte Fuglereder hører Tropelandene til, behøver vi ikke at rejse længere end til Middelhavslandene for at stifte Bekendtskab med den mærkelige Tue, Flamingoen bygger, hvor Bredderne er lavvandede og flade. Dyndet, hvoraf de kegle- eller kuppelformede Reder opføres, skrabes sammen med Fødderne og kan være mere eller mindre blandet med Vandplanter, der giver forøget Sammen- hængskraft. Sædvanlig rager Tuen en halv Meter op over Vandskorpen og danner et lille Ø-Fort, vanskelig tilgængeligt for firbenede Fjender. Da Flamingoerne ru- ger selskabeligt, kan en lavvandet Lagune tælle Hundreder og atter Hundreder af Redetuer, der stikker op over Vandspejlet og med deres rugende Fugle frembyder et højst ejendommeligt Syn. Men pragtfuldt, saa at Ord ikke kan male det, bliver Skuet, naar hele Kolonien opskræmmes og som »levende Roser« — for at bruge Brehms Billede — svinger sig til Vejrs paa Vinger saa røde, at et Flamingotræk tegner sig som en brændende Kilelinie med dybblaa Luft som Baggrund. BRØDFRUGTER DEN, der planter ti Brødfrugttræer, har sørget lige saa godt for sig og sine Ef- terkommere som den, der hele sit Liv igennem har trællet i andre, mindre rige Egne af Jorden«. — Med denne Udtalelse af den berømte Søfarer James Cook karakteriseres vel bedst Brødfrugttræernes Betydning for Sydhavsbeboerne og i det hele for Menneskene i de Tropelande, hvortil disse værdifulde Næringsplanter er indført fra deres oprindelige Hjemstavn, Polynesien og de indiske Øer. James Cooks Ord var ikke overdrevne; to—tre Brødfrugttræers Frugter er i Virkeligheden tilstrækkelig Næring for et Menneske Aaret igennem, naar man blot gør sig den lille Ulejlighed at nedsylte saa meget, at man har Føde i Behold for den eneste Tid paa Aaret, da Træet indstiller sin Virksomhed som Brødleverandør, Maanederne August—Oktober. Gennem hele den øvrige Tid behøver man blot at plukke de store Frugter, efterhaanden som de vokser til og nærmer sig Modnings- tiden. Hvis man er særlig magelig anlagt, kan man fortære dem raa, som de er