Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SOLENS »PLETTER«
417
er det, at en af Solpletternes første Iagttagere, en Jesuiterpater i Ingolstadt, der i
1611 opdagede en Plet paa Solskiven, af et af sine gejstlige Overhoveder fik det
Raad at fortie sin Opdagelse — med den Motivering: »Jeg har ikke læst om saa-
dant hos Aristoteles, min Søn! Du vil gøre bedst i at beholde det for Dig selv; thi
enten beror det paa Fejl ved dine Øjne, din Kikkert eller din Indbildningskraft«.
Pateren betroede sig imidlertid til en Ven, og da derved hans Opdagelse efter et
Aars Forløb blev bekendt, opstod der en skarp Strid om Prioriteten mellem ham
og ingen ringere end
Galilei, der hævdede
allerede i 1610 at have
set den samme Solplet
i sin Kikkert. Ingen af
de to tilkommer for
saa vidt Opdageræren,
som adskillige Astro-
nomer, deriblandt
Kepler, før dem havde
iagttaget mørke Plet-
ter, der dækkede Sol-
skiven; men man hav-
de altid holdt dem for
forbiglidende Planeter.
Nu forandredes denne
Opfattelse, fordi man
havde faaet tilstræk-
kelig gode optiske
Hjælpemidler til at
se, at de mørke Par-
tier tilhørte selve Sol-
overfladen og bevæ-
gede sig med den un-
der Solens Akseom-
drejning. Man saa dem
dukke frem ved den
SOLPLETTER MED TYDELIG »KERNE« OG »HALVSKYGGE«.
østlige Rand, tilsyne-
ladende vandre hen over Solskiven og forsvinde ved den vestlige Rand efter om-
trent fjorten Dages Forløb, for derpaa atter at komme frem ved Østranden efter et
tilsvarende Tidsrum — hvis Pletten da ikke i Mellemtiden var forsvundet. Da Sol-
pletten under denne Vandring altid syntes at fortrække sig og blive smallere, jo
nærmere den kom Randen — saaledes som Billederne Side 416 viser, — sluttede
man, at de var en Del af Solens egen Overflade, og at deres Komme og Forsvin-
den viste, at ogsaa Solen, ligesom Jorden, drejer sig om sin Akse. Denne Slutnings
Rigtighed har senere Forskninger bekræftet; vi ved nu, at Solen bruger omtrent
25 Døgn til en Akseomdrejning.
Betragter vi med Nutidens gode Kikkerter en Solplet, vil vi se, at den bestaar
af et midterste, forholdsvis mørkt Parti, »Kernen« eller »Kernepletten«, og en om-
givende, mindre mørk Ramme, »Halvskyggen« eller Penumbra; desuden er den
gennemtrukket af lyse Aarer og Striber — flere og kraftigere, jo mere Solpletten
53
Universets Undere.