Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
SOLENS »PLETTER« 417 er det, at en af Solpletternes første Iagttagere, en Jesuiterpater i Ingolstadt, der i 1611 opdagede en Plet paa Solskiven, af et af sine gejstlige Overhoveder fik det Raad at fortie sin Opdagelse — med den Motivering: »Jeg har ikke læst om saa- dant hos Aristoteles, min Søn! Du vil gøre bedst i at beholde det for Dig selv; thi enten beror det paa Fejl ved dine Øjne, din Kikkert eller din Indbildningskraft«. Pateren betroede sig imidlertid til en Ven, og da derved hans Opdagelse efter et Aars Forløb blev bekendt, opstod der en skarp Strid om Prioriteten mellem ham og ingen ringere end Galilei, der hævdede allerede i 1610 at have set den samme Solplet i sin Kikkert. Ingen af de to tilkommer for saa vidt Opdageræren, som adskillige Astro- nomer, deriblandt Kepler, før dem havde iagttaget mørke Plet- ter, der dækkede Sol- skiven; men man hav- de altid holdt dem for forbiglidende Planeter. Nu forandredes denne Opfattelse, fordi man havde faaet tilstræk- kelig gode optiske Hjælpemidler til at se, at de mørke Par- tier tilhørte selve Sol- overfladen og bevæ- gede sig med den un- der Solens Akseom- drejning. Man saa dem dukke frem ved den SOLPLETTER MED TYDELIG »KERNE« OG »HALVSKYGGE«. østlige Rand, tilsyne- ladende vandre hen over Solskiven og forsvinde ved den vestlige Rand efter om- trent fjorten Dages Forløb, for derpaa atter at komme frem ved Østranden efter et tilsvarende Tidsrum — hvis Pletten da ikke i Mellemtiden var forsvundet. Da Sol- pletten under denne Vandring altid syntes at fortrække sig og blive smallere, jo nærmere den kom Randen — saaledes som Billederne Side 416 viser, — sluttede man, at de var en Del af Solens egen Overflade, og at deres Komme og Forsvin- den viste, at ogsaa Solen, ligesom Jorden, drejer sig om sin Akse. Denne Slutnings Rigtighed har senere Forskninger bekræftet; vi ved nu, at Solen bruger omtrent 25 Døgn til en Akseomdrejning. Betragter vi med Nutidens gode Kikkerter en Solplet, vil vi se, at den bestaar af et midterste, forholdsvis mørkt Parti, »Kernen« eller »Kernepletten«, og en om- givende, mindre mørk Ramme, »Halvskyggen« eller Penumbra; desuden er den gennemtrukket af lyse Aarer og Striber — flere og kraftigere, jo mere Solpletten 53 Universets Undere.