Universets Undere
1. Bind

KÆMPEBÆLTEDYRET GLYPTODON 443 Kolibrier smutter ud og ind mellem Tropeskovens brogede Kroner, eller Sommer- fugle danser hen over vore blomstrende Enge. Skælfinnefiskenes Dragt er ikke mindre straalende end Kolibriernes og Som- merfuglenes, og det Mønster af Pletter og Striber, der er særegent for hver enkelt af Familiens mange Arter, virker ofte saa barokt ved skarpe og stærke Farvemod- sætninger, at man skulde tro det umuligt for disse forsvarsløse Fisk, hvis Tænder er fine og svage, at undgaa deres Fjenders Opmærksomhed. Og dog er de en af Tropehavenes artsrigeste Grupper, udbredt over begge Halvkugler, talrige baade ved Amerikas Atlanterhavskyster og i det indiske og stille Oceans Farvande. Forklaringen er den simple, at Skælfinnefiskene særlig holder til ved Koralrev og netop derfor har Fordel af en Farvepragt, der kan staa Maal med Omgivelser saa brogede, at et nordisk Øje ikke kender deres Mage. Man maa have set et le- vende Koralrevs Orgie af alle Palettens og alle Metallers og Ædelstenes Farvetoner mellem hverandre for ret at forstaa, at der ikke er een nok saa dristig Sammen- stilling af Kulører og Valører, Skælfinnefiskene ikke kan tillade sig uden derved at blive udsat for Fare. Tværtimod — den skjuler dem! Men ogsaa deres Skikkelse er ejendommelig fremmedartet for den, der kun kender vore hjemlige Fiskeformer. Forbausende høje og sammentrykte er de næ- sten alle, og idet Skældragten fortsætter sig ud paa de store, uparrede Finner — hvilket har givet Familien Navn, — bliver Legemets kantstillede Skiveform endnu mere paafaldende. Ofte forlænger nogle af Ryg- og Gatfinnens Straaler sig som lange, fligede Vedhæng og Slæb, der forhøjer Dragtens maleriske Præg, men hvis dybere Betydning maaske er den at bidrage sit til at skjule Skælfinnefiskene mel- lem Koralgrene og Alger og forhøje den Harmoni mellem Milieuet og dets Beboere, hvoraf Dragtens enestaaende Farvepragt er et naturligt Udslag. KÆMPEBÆLTEDYRET GLYPTODON NORDAMERIKAS Jordlag har skænket os en Rigdom af uddøde Dyreformer og har i ganske særlig Grad bidraget til at lære os Fortidens Liv paa Jorden at kende. For Palæontologerne har de sidste Par Menneskealderes Udgravninger i dette Fastland aabnet Indblik i en helt ny Verden. Utallige nye Pattedyr, Kryb- dyr og Fugle har Leidy, Marsh, Cope, Osborn og andre Forskere draget frem af Jordens Skød, og for enhver, der sysler med Udviklingslæren, har disse Mænds Arbejde været af den største Betydning. Men ogsaa Sydamerika har ydet sin Part. Et Eksempel har vi allerede omtalt (S. 241) — de store Kæmpedovendyr, Megatherier, der fandtes i Pampasregionen. Et andet, ikke mindre værdifuldt Fund, er det her afbildede kæmpemæssige Bælte- dyr Glyptodon, hvis populære Navn Skjolddyret er betegnende for dets Ydre. Det Mosaik af tykke Plader, der dannede dette Dyrs stærke Rustning, minder for saa vidt mere om Skildpaddernes Skjold end om Bæltedyrenes Panser, som det ingen bevægelige Ringe har, og Dyret har altsaa ikke kunnet rulle sig sammen til en Kugle, som Nutidens Bæltedyr. Kun Hoved, Lemmer og den pansrede Hale har haft selvstændig Bevægelse. Efter Tæernes korte Form at dømme, har Skjolddyrene heller ikke, som deres nulevende Efterkommere, kunnet grave sig ned, og de har sikkert maattet søge deres Føde over Jorden. Tændernes Bygning tyder paa, at de var planteædende; men om deres Levevis ved vi iøvrigt ikke meget. 56*