Universets Undere
1. Bind

462 UNIVERSETS UNDERE ledes de store Haglklumper, der faldt i den franske By Auxerre under et voldsomt Uvejr den 29. Juli 1871, og hvoraf fire er gengivne i Hjørnerne af vort Helsides- billede. Midt paa dette ses to andre Hagl, tagne uden for Tiflis den 12. September 1863. Deres elipsoide Form brydes af talrige Facetter, der minder om Slibningen paa en Diamant. Et Tværsnit gennem et saadant Hagl er gengivet Side 460. Ejen- dommelige er ogsaa de to Side 457 afbildede Hagl, hvis skællignende Fremspring paa Overfladen er opstaaet ved fremmede Ispartiklers Tilvækst under Faldet. Noget lignende ses hos det store Hagl nederst til højre paa Helsidesbilledet. OLDTIDSØGLEN PAREIASAURUS DEN Tid ligger ikke saa fjernt, da Zoologerne mente at have god Grund til at antage, at Pattedyrene var direkte Efterkommere af Padderne, og at Kryb dyrene, Fuglenes Stamfædre, betegnede et Sideskud paa Livsformernes Stamtræ. Senere kom man imidlertid til den Opfattelse, at de Karaktertræk, Pattedyrene har fælles med Padderne, er bleven dem tilført gennem en nu fuldstændig uddød Gruppe Krybdyr, som — paa Grund af pattedyragtige Bygningsforhold — alminde- lig kaldes Theromorpha eller Theriodontia, »de rovdyrtandede«. En af de bedst kendte af disse Former er den her rekonstruerede Pareiasaurus, hvoraf et næsten fuldstændigt Skelet er opstillet i South Kensington Museet i Lon- don. Skønt Pareiasaurus næppe har været en Meter høj og tre Meter lang, har den aabenbart været et baade vægtigt og kraftigt Dyr. Dén plumpe Legemsbygning og de lave, svære Lemmer tyder just ikke paa hurtige Bevægelser, og Føddernes Form saavel som den korte Hale lader ingen Tvivl om, at den var et udpræget Jorddyr, der hverken færdedes paa Træerne eller i Vandet. At den levede af Planteføde og specielt af sejge, trevlede Plantedele, fremgaar af Tændernes Form og Stilling og af de svære Kæber. Pareiasaurus' Eksistens faldt i Slutningen af Jordens Oldtid (Perm) og Begyndel- sen af dens Middelalder (Trias); den er et af de ældste hidtil fundne Krybdyr. Af stor Interesse er det derfor, at den paa mange Punkter viser Lighed med Kultidens endnu ældre Skælsalamandre, der absolut ikke var Krybdyr, men hørte til Pad- dernes Klasse. Pareiasaurus bliver derved til en vis Grad et Bindeled, der slaar Bro mellem disse to Hvirveldyrklasser, medens den paa den anden Side, som alle- rede bemærket, antyder Pattedyrenes Afstamningslinje. Dog maa den ikke opfat- tes som en direkte Stamform til Pattedyrene; en saadan Udmærkelse tilkommer snarere en anden Krybdyrgruppe, som var beslægtet, om end fjernt, med Pareia- saurus, og som levede samtidig med denne og i de samme Egne — nemlig de saa- kaldte Cynodontia eller »Krybdyrene med hundeagtige Tænder«, et Navn, de har faaet paa Grund af deres Tænders udpræget rovdyragtige Type. Der er saa meget mere Anledning til at omtale denne Dyregruppe, som den var den eneste Fjende, Pareiasaurus behøvede at frygte. I hine fjerne Tider spillede disse to Krybdyr- grupper den samme Rolle overfor hinanden, som i vore Dage de rov- og de plante- ædende Pattedyr spiller under deres Kamp for Tilværelsen. Et andet interessant Forhold hos Pareiasaurus er den mærkværdig store Ud- bredelse, dette Krybdyr har haft. De første Fund gjordes i Kapstaten, men senere har man udgravet talrige Skeletrester saa langt derfra som i Dwinaflodens Dal, nær ved Polarhavets Kyster. Havde Pareiasaurus været et Pattedyr, vilde denne