Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
474
UNIVERSETS UNDERE
lever den voksne Sommerfugl jo kun af Vædsker, den kan indsuge, frem for alt
af sød Blomsterhonning. Eftersom de Blomster, hver bestemte Art særlig besøger,
har et kortere eller længere Kronrør, er ogsaa Snabelen af meget forskellig Længde
hos de enkelte Arter. Hovedtrækkene i dens Bygning er imidlertid de samme: Sna-
belen er ikke et enkelt, lukket Rør, men dannes ved en Sammenfalsning af to, paa
de mod hinanden vendende Sider udhulede Kæber, der saaledes hver for sig ud-
gør et Halvrør eller en Rende. Naar Snabelen ikke er i Brug og er rullet ind i en
Spiral, ser man ofte tydeligt — som vist paa Fotografierne — de to lange Render
adskilte. Hos Sommerfugle, der besøger Blomster med særlig lange Kronrør —
Convolvolus, Petunia, Tobak o. fl. — kan Snabelen have en Længde, der er mere
end dobbelt saa stor som hele Le-
gemets. At denne Sugemund ikke
virker mekanisk, men tillige er
et Sanseredskab, fremgaar af de
mange smaa, rørformige Orga-
ner, der ved stærk Forstørrelse
kan iagttages ude paa den haar-
fine Snabels Spids, og som ogsaa
ses paa et af vore Mikrofotogra-
fier. Derimod er der, saa vidt vi-
des, kun een Sommerfugleart,
»Dødningehovedet«, der kan be-
nytte sin lange Snabel som Fløjte
og udstøde en høj, pibende Tone.
— den eneste Antydning af Stem-
me, nogen Sommerfugl lader
høre.
De efter Hovedet følgende De-
le af Sommerfuglens Legeme —
Brystet, Bagkroppen og de spink-
le, hos Aften- og Natsværmerne
stærkt behaarede Ben — frem-
byder intet af særlig Interesse.
Derimod fortjener Vingerne en nærmere Betragtning, og saa godt som hos alle
Sommerfugle er det jo ogsaa dem, der først og fremmest vækker vor Opmærk-
somhed. For enkelte Arters Vedkommende mangler de ganske vist hos Hunnen
eller er kun tilstede som smaa Rudimenter, og hos Glassværmerne er de klare,
gennemsigtige og derfor kun lidet iøjnefaldende. Men dette er Undtagelser. Hos
langt den overvejende Mængde er det Vingernes store Flader og især deres Farver
og Farvetegninger, der skaber vort Helhedsindtryk af Sommerfuglene og frem for
noget andet giver dem deres Særpræg i Insekternes Verden.
Vingerne i sig selv er egentlig lige saa gennemsigtige hos alle Sommerfugle, som
de er hos Glassværmerne; men deres gennemskinnende, klare Flader er tæt besat
med skælformige Haar, der sidder regelmæssigt anbragt, omtrent som Tagstenene
paa et Tag, hvert Skæl fasthæftet ved en tynd Stilk, der griber ind i en lille For-
dybning. Som bekendt er denne Fasthæftning imidlertid ikke synderlig modstands-
dygtig. Ved den letteste Berøring afgnides mere eller mindre af Sommerfuglevin-
gens »Støv«, men dermed forsvinder ogsaa Farvetegningen og blottes det klare,
SMAGSORGANER PAA SPIDSEN AF EN SOMMERFUGLS SNABEL.