Universets Undere
1. Bind

494 UNIVERSETS UNDERE trinlige Klatreredskaber; og dertil kommer, at Tamanduaen i sin lange, korthaarede Snohale har et yderligere Hjælpemiddel til at færdes — langsomt, men sikkert oppe i Trækronerne, hvor den er en lige saa slem Svøbe for Myre- og Termitre- dernes Beboere, som dens store, jordbundne Frænde er det paa det aabne Land. Foruden af disse to Myreslugere bringer vi et Billede af endnu et myre- eller for dens Vedkommende egentlig kun: termitædende Pattedyr — det afrikanske, to Meter store Jordsvin. Ved Mørkets Frembrud kommer dette langørede, lang- trynede og børstebeklædte Væsen ud af sin Hule, og med sine mægtige Gravekløer huserer Uhyret frygteligt blandt Egnens Termithøje. Selv om disses Vægge er faste som Sten, brydes de dog itu, og saa snart det sker, farer den tynde, klæbrige Tunge frem og snor sig som en væver Orm mellem det opskræmte Liliputfolk, der rask væk indfanges og nedsvælges, efterhaanden som det myldrer frem mellem Boets Ruindynger. FLUEN UNDER MIKROSKOP FRA Slottet til Hytten, fra Polarbæltet til Ækvator har Stuefluen været Menne- skets kun altfor trofaste Ledsager og Bordfælle. Og dog — hvor lidt har vi alligevel rigtig vidst Besked med denne paatrængende Gæsts og daglige Plageaands Natur. Endnu for faa Aar siden vilde man have trukket paa Skulderen ad de frygtelige Anklager, der nu med uafviselig Styrke rettes mod Stuefluen som en af Samfun- dets farligste Smitte- bærere, ja maaske den værste af alle VOR ALMINDELIGE STUEFLUE. Sygdomsudbredere. Man vilde have smi- let ad en Udtalelse som følgende, der er fremsat af Første- manden blandt stats- ansatte Entomologer i de Forenede Stater, L. O. Howard: »Det Insekt, vi nu kalder Stuefluen, burde fremtidig bære Nav- net Tyfusfluen for stadig at kunne min- de os indtrængende om den Fare, der lig- ger i, at vi uhindret lader dette Dyr for- mere sig videre.« Nu først begynder den dybere Sandhed i Ordet Flue faren at