Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
498 UNIVERSETS UNDERE MIKROFOTOGRAFI AF ET STYKKE FLUEVINGE, ANGREBET AF SVAMPEPEST. Mellem Vingens talrige, fine Haar ses de mørke Pletter, der skyldes Svampeangreb. Men naar det er gaaet saadan med rent elemen- tære Bygningstræk, som enhver kan iagttage med det blotte Øje, hvor lidt kender det store Flertal af Mennesker da ikke til de finere, kun med Lupe og Mikroskop synlige En- keltheder i det lille Dyrs Legemsbygning. At Fluen har tre Par Ben véd vel nu ethvert Barn, ligesom at den og dens Slægtnin- ge i Modsætning til de øvrige Insektordener kun har to Vinger; men færre véd, at der bag dem, paa 2detVingepars Plads, sid- der et Par smaa, kølle- formede Skæl, »Svingkøllerne«. Tidligere antoges de for rudimentære og ganske betydningsløse Rester af det oprindelige 2det Vingepar, som hos »de Tovingedes« Stamformer maatte antages at have været til Stede som normale Flyvevinger, i Lighed med andre Insekters. At Svingkøllerne svarer dertil, er ogsaa utvivlsomt; men skønt de er saa smaa og uanselige, har de dog ingenlunde tabt deres Betyd- ning for Fluen. Den er nu blot en anden end før: Fjernes de smaa Skæl, bliver Fluens Flugt usikker og vaklende, og Svingkøllerne gør altsaa Nytte som Ligevægts- organer. Hvor løst og overfladisk, det almindelige Kendskab til Stuefluen egentlig er, frem- gaar ogsaa af den gængse Tro, at den ud paa Eftersommeren stikker. For denne Last skal den dog frikendes; den kan have nok endda paa Samvittigheden! For- holdet er det, at Stuefluen har en meget blød Sugemund der højst kan kildre, aldrig stikke Huden, men at der i Høstens Tid ofte i Husene optræder en anden, som Regel friluftslevende Flue- MIKROFOTOGRAFI AF ET STUEFLUE-ÆG. slægt, Stikfluen, hvis Snabel i Modsætning til Stuefluens bæ- res vandret og indeholder skar- pe Naale. I Udseende ligner den i høj Grad Stuefluen, men bl. a. er dens Bagkrop mere klodset og mørkplettet (Fot. S. 496). Forvekslingen er imidlertid betegnende. Saa lidt kendes i Virkeligheden det Insekt, vi hyppigst har for Øje, at de fle- ste vilde være meget usikre i deres Sag, naar den Snes Tusind Arter »Tovingede«,Videnskaben