Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
498
UNIVERSETS UNDERE
MIKROFOTOGRAFI AF ET STYKKE FLUEVINGE, ANGREBET AF SVAMPEPEST.
Mellem Vingens talrige, fine Haar ses de mørke Pletter, der skyldes Svampeangreb.
Men naar det er gaaet
saadan med rent elemen-
tære Bygningstræk, som
enhver kan iagttage med
det blotte Øje, hvor lidt
kender det store Flertal
af Mennesker da ikke til
de finere, kun med Lupe
og Mikroskop synlige En-
keltheder i det lille Dyrs
Legemsbygning. At Fluen
har tre Par Ben véd vel
nu ethvert Barn, ligesom
at den og dens Slægtnin-
ge i Modsætning til de
øvrige Insektordener kun
har to Vinger; men færre
véd, at der bag dem, paa
2detVingepars Plads, sid-
der et Par smaa, kølle-
formede Skæl, »Svingkøllerne«. Tidligere antoges de for rudimentære og ganske
betydningsløse Rester af det oprindelige 2det Vingepar, som hos »de Tovingedes«
Stamformer maatte antages at have været til Stede som normale Flyvevinger, i
Lighed med andre Insekters. At Svingkøllerne svarer dertil, er ogsaa utvivlsomt;
men skønt de er saa smaa og uanselige, har de dog ingenlunde tabt deres Betyd-
ning for Fluen. Den er nu blot en anden end før: Fjernes de smaa Skæl, bliver
Fluens Flugt usikker og vaklende, og Svingkøllerne gør altsaa Nytte som Ligevægts-
organer.
Hvor løst og overfladisk, det almindelige Kendskab til Stuefluen egentlig er, frem-
gaar ogsaa af den gængse Tro, at den ud paa Eftersommeren stikker. For denne
Last skal den dog frikendes; den kan have nok endda paa Samvittigheden! For-
holdet er det, at Stuefluen har en meget blød Sugemund der højst kan kildre,
aldrig stikke Huden, men at der i Høstens Tid ofte i Husene optræder en anden,
som Regel friluftslevende Flue-
MIKROFOTOGRAFI AF ET STUEFLUE-ÆG.
slægt, Stikfluen, hvis Snabel i
Modsætning til Stuefluens bæ-
res vandret og indeholder skar-
pe Naale. I Udseende ligner den
i høj Grad Stuefluen, men bl. a.
er dens Bagkrop mere klodset
og mørkplettet (Fot. S. 496).
Forvekslingen er imidlertid
betegnende. Saa lidt kendes i
Virkeligheden det Insekt, vi
hyppigst har for Øje, at de fle-
ste vilde være meget usikre i
deres Sag, naar den Snes Tusind
Arter »Tovingede«,Videnskaben